Bekendtgørelse om anmeldelse af ulykker efter arbejdsskadesikringsloven

I medfør af § 35, stk. 2, og § 82, stk. 3, i lov om arbejdsskadesikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 278 af 14. marts 2013, som ændret ved lov nr. 395 af 2. maj 2016, fastsættes:

§ 1. Bekendtgørelsen anvendes ved anmeldelse af arbejdsulykker til forsikringsselskabet eller til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og ved forsikringsselskabernes oversendelse af anmeldelserne til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

§ 2. Ved arbejdsulykker forstås efter denne bekendtgørelse ulykker efter lovens §§ 5 og 6.

Anmeldelse m.v.

§ 3. En arbejdsulykke, der antages at kunne begrunde krav på ydelser efter loven, skal anmeldes snarest muligt og senest 9 dage efter skadens indtræden.

Stk. 2. Er en arbejdsskade ikke anmeldt efter stk. 1, skal skaden anmeldes senest på 5–ugers–dagen for skadens indtræden, hvis tilskadekomne ikke forventes at kunne genoptage sit arbejde i fuldt omfang senest på dette tidspunkt.

Stk. 3. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal inden 48 timer underrettes om dødsfald, der må antages at skyldes en arbejdsskade. Det samme gælder ethvert dødsfald, der er indtruffet på en arbejdsplads. Underretning skal finde sted, selv om den skade, der kan have medført dødsfaldet, allerede er anmeldt efter stk. 1 eller stk. 2.

Stk. 4. Anmeldelsen anses for modtaget på det tidspunkt, hvor meddelelsen registreres automatisk i det fælles anmeldesystem, jf. stk. 5. Anmeldelsen er rettidig, når den er modtaget senest kl. 24.00 på fristdagen. Kan modtagelsestidspunktet ikke fastlægges som følge af problemer i det fælles anmeldesystem eller andre lignende problemer, anses anmeldelsen for at være kommet frem på det tidspunkt, hvor anmeldelsen blev afsendt, hvis der kan fremskaffes pålidelige oplysninger om afsendelsestidspunktet.

Stk. 5. Anmeldelse skal ske digitalt via Arbejdstilsynets og Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings fælles anmeldelsessystem, medmindre anmeldelse sker efter stk. 7 eller § 5.

Stk. 6. Anmeldelse efter stk. 5 skal indeholde de oplysninger, der er angivet i bilag 1.

Stk. 7. Anmelder arbejdsgivere uden CVR-nummer arbejdsulykker, anvendes en blanket, der kan hentes på Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings hjemmeside.

§ 4. Anmeldepligten påhviler den sikringspligtige arbejdsgiver. Pligten til at anmelde gælder også for arbejdsrelateret vold, trusler og anden krænkende adfærd uden for arbejdstid.

Stk. 2. Anmeldelse kræver ikke tilskadekomnes samtykke, dog kan den tilskadekomne altid bede Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om ikke at behandle en sag, der er anmeldt efter §§ 3-5.

Stk. 3. For personer, der er kommet til skade under arbejde i privat husholdning eller under udførelse af privat tjeneste, og for hvem der ikke er sikringspligt, jf. lovens § 48, stk. 6, påhviler anmeldepligten arbejdsgiveren.

Stk. 4. For tilskadekomne selvstændige og medarbejdende ægtefæller, som har tegnet forsikring for sig selv efter lovens § 48, stk. 2, og for personer, der er kommet til skade under forsøg på redning af menneskeliv her i landet, jf. lovens § 4, stk. 2, skal anmeldelsen foretages af den tilskadekomne selv eller dennes efterladte.

§ 5. Tilskadekomne eller dennes efterladte kan efter lovens § 36 inden for en frist på 1 år fra arbejdsulykken selv anmelde en arbejdsulykke, der ikke anmeldes af arbejdsgiveren efter reglerne i denne bekendtgørelse.

Stk. 2. Anmelder tilskadekomne eller dennes efterladte en arbejdsulykke efter stk. 1, anvendes en blanket, der kan hentes på Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings hjemmeside.

§ 6. Arbejdsulykker anmeldes til det forsikringsselskab, hvor forsikringen er tegnet. Hvis der ikke er tegnet forsikring, jf. lovens § 4, stk. 2, nr. 4, § 48, stk. 5 og 6, og § 52, skal skaden anmeldes til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Stk. 2. Ved forsikringsselskab forstås i denne bekendtgørelse:

  1. et forsikringsselskab, der tegner arbejdsulykkesforsikring efter lov om arbejdsskadesikring,
  2. en selvforsikrende kommune eller statsmyndighed, jf. lovens § 48, stk. 5, eller
  3. en arbejdsgiver, der er fritaget for at tegne forsikring, jf. lovens § 88.

§ 7. Er skaden sket i udlandet, og kan anmeldelse af praktiske grunde ikke ske via det fælles anmeldesystem, jf. § 3, stk. 5, skal anmeldelsen ske til et dansk konsulat, der straks videresender den til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Anmeldelsen skal ske inden for de ovennævnte frister.

§ 8. Forsikringsselskaberne skal indhente lægeerklæring I eller andre relevante lægelige oplysninger, inden sagen oversendes til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Forsikringsselskabet skal indhente disse oplysninger snarest og skal senest inden en uge fra modtagelsen af anmeldelsen tage initiativ hertil.

Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke, når:

  1. det klart fremgår, at der ikke bliver tale om behandlingsudgifter eller anden erstatning efter loven,
  2. erstatning afslås, fordi den pågældende ikke er sikret efter loven, eller
  3. sagen skal sendes til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring med henblik på afgørelse af andre spørgsmål efter loven, der ikke kræver lægelige oplysninger.

§ 9. Forsikringsselskabet skal snarest og inden 3 uger fra modtagelsen af de i § 8, stk. 1 nævnte oplysninger videresende anmeldelsen til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, hvis:

  1. skaden har medført eller må antages at ville medføre den tilskadekomnes død,
  2. skadens følger kan begrunde erstatning ud over udgifter til sygebehandling og hjælpemidler m.v., jf. lovens § 15, eller
  3. skaden har medført, at den tilskadekomne 5 uger efter skadens indtræden ikke har genoptaget sit sædvanlige arbejde i fuldt omfang.

Stk. 2. Stk. 1 gælder også, når betingelserne for anerkendelse af tilfældet som en arbejdsulykke efter forsikringsselskabets vurdering ikke er opfyldt, herunder at tilskadekomne ikke er sikret efter loven, at de erstatningsberettigende følger eller tilskadekomnes død ikke skyldes en arbejdsulykke, at ulykken er sket under befordring mellem hjem og arbejde, samt når arbejdsgiverens forsikring ikke er i kraft.Stk. 3. Forsikringsselskabets adgang til at tage stilling til krav efter lovens § 15 berøres ikke af oversendelsen.

Digital kommunikation

§ 10.Dokumenter, der sendes digitalt til forsikringsselskabet eller til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, skal være forsynet med digital signatur med et sikkerhedsniveau svarende til den gældende OCES-standard eller højere.Stk. 2. Forsikringsselskabet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan beslutte at behandle et dokument, der er indsendt digitalt, selv om dokumentet ikke er forsynet med en digital signatur, jf. stk. 1.

Dispensation

§ 11. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan i ganske særlige situationer undtage arbejdsgiveren fra digital anmeldelse og digital kommunikation.

Stk. 2. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelse, jf. stk. 1, om anmeldelser, der er sendt både til Arbejdstilsynet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, jf. lovens § 35, stk. 5, og § 75, stk. 6, i arbejdsmiljøloven.

Stk. 3. Undtagelse fra pligten til at anmelde digitalt, jf. stk. 1, forudsætter ansøgning fra den anmeldepligtige arbejdsgiver, jf. § 4. Ansøgningen skal ske i forbindelse med den konkrete anmeldelse. Arbejdsgiveren kan ikke undtages fra pligten til at anmelde digitalt efter reglerne i denne bekendtgørelse, hvis pågældende har adgang til computer og internet.

Stk. 4. Ansøgning om dispensation, jf. stk. 3, skal fremsendes samtidig med anmeldelsen. Ansøgning om dispensation kan ske på en blanket, der ligger på Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings hjemmeside. Blanketten indeholder samtidig mulighed for at anmelde arbejdsulykken.

Stk. 5. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring afgørelse om dispensation kan påklages til Ankestyrelsen, jf. lovens § 44, stk. 1, nr. 4.

Straf

§ 12. Undladelse af anmeldelse efter reglerne i § 1, § 3, stk. 1-2, og § 9, stk. 1, straffes med bøde, jf. lovens § 82, stk. 3.

Stk. 2. Henvendelse til politiet vedrørende bødeforlæg foretages af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Ikrafttræden

§ 13. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2017 og gælder for ulykker, der anmeldes den 1. januar 2017 eller senere.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 733 af 25. juni 2010 om anmeldelse af ulykker ophæves.Beskæftigelsesministeriet, den 16. december 2016

Troels Lund Poulsen/ Nanna Møller