1 Start
Side 1

Få styr på de vigtigste lovkrav til dig som arbejdsgiver

Denne guide gør det nemt for dig at leve op til de to krav, loven stiller til dig, når du har ansat din første medarbejder.

For at din virksomhed lever op til kravene i loven skal du gøre følgende – også selv om du har en virksomhed med én eller få ansatte. Kravene gælder uanset om du har farlige maskiner eller arbejder på et kontor:

  • Lav en arbejdspladsvurdering sammen med dine ansatte (APV)

    - Vi har allerede lavet en tjekliste, du kan downloade
  • Tal med dine ansatte om arbejdsmiljøet

    - Vi har et forslag til en dagsorden

Vi har lavet denne nemme guide til dig- det tager kun 2 minutter at gå igennem.

2 APV

Lav en APV

Det er nemt at lave en arbejdspladsvurdering – en APV. Begynd med at stille dig selv og dine ansatte tre spørgsmål:

  1. Hvor i din virksomhed er der risiko for, at du og dine ansatte kan komme til skade, blive syge eller komme ud for en ulykke?
    - Det kan fx være ved brug af diverse maskiner, men det kan også være en stol, der giver ondt i ryggen, et indeklima hvor det trækker, eller en trappe med glatte trin.

  2. Hvilke forhold i virksomheden og i den måde, som du og dine ansatte arbejder på, kan øge risikoen for stress eller andre psykiske problemer?

  3. Hvad vil I konkret gøre for at løse de udfordringer, som du og dine ansatte evt. har fået øje på?

Nu har du faktisk taget første skridt til at lave APV’en. HUSK: Du skal lave APV’en i samarbejde med dine medarbejdere og så skal du have jeres drøftelser ned på skrift. 

APV’en skal opdateres hvert 3. år eller når der sker væsentlige ændringer i din virksomhed.

Tjekliste til APV'en
Vi har lavet en APV-tjekliste til dig, som du kan bruge - download den på sidste side i denne guide.
Slut af med at placere APV’en et sted, hvor alle ansatte kan se den.

3 Samtale

Indkald ansatte til et årligt møde om arbejdsmiljø

Som den gode arbejdsgiver skal du have en samtale med dine ansatte om arbejdsmiljøet. Det hedder en arbejdsmiljødrøftelse og det er et krav ifølge loven.

Du kan gøre det over telefonen, e-mail, video-opkald, eller til et møde i hverdagen. I skal tale sammen om disse tre punkter, som du kan bruge som din dagsorden:

  1. Hvilke mål vil I sætte for jeres arbejdsmiljøarbejde det kommende år?

  2. Hvad vil I konkret gøre for at nå jeres mål?

  3. Hvem skal gøre hvad, og hvordan vil I samarbejde?

Det er et krav, at du kan dokumentere, at du og dine ansatte har holdt en årlig arbejdsmiljødrøftelse. Det er op til dig selv, hvordan du vil dokumentere det, men du kan fx skrive et kort referat af mødet og gemme det sammen med APV’en.

Guide til arbejdsmiljødrøftelsen
Vi har lavet en guide til dig, som hjælper dig med at komme godt i gang med den første arbejdsmiljødrøftelse - den kan du downloade på sidste side.

4 FAQ

3 ofte stillede spørgsmål

"Hvor lang er er en APV?"

Der er ingen krav til, hvor lang en APV skal være. Du kan hente inspiration til indhold og længde ved at downloade APV-tjeklisten på sidste side i denne guide.

"Hvornår skal jeg leve op til kravene?"

Det skal du fra den dag, du har ansat din første medarbejder. Arbejdstilsynet laver tilfældige besøg hos virksomheder i hele landet, så hvis vi kommer på besøg i morgen, skal du kunne vise din APV og dokumentere, at du har haft den årlige arbejdsmiljødrøftelse med dine medarbejdere.

"Hvorfor skal jeg lave en APV og en arbejdsmiljødrøftelse?"

Det skal du, fordi det er med til at sikre, at dine ansatte trives i din virksomhed. Hvis du ikke har styr på arbejdsmiljøet, og vi kommer forbi på tilsyn, kan du risikere at få et påbud.

5 DOWNLOAD

Vores Call Center står klar til at hjælpe og besvare dine spørgsmål.

Mandag - Torsdag kl. 8-15
Fredag kl. 8-14

70 12 12 88

Læs mere om arbejdsmiljø

Alt fra love og regler til viden, værktøjer og gode eksempler på Arbejdsmiljø i Danmark: www.amid.dk

Sådan!

Nu er du kommet godt i gang med at sikre det gode arbejdsmiljø. Det er et skridt på vejen.

Vi vil gerne hjælpe dig med at nå helt i mål.

Derfor har vi lavet en APV-tjekliste, der passer til din branche, som du kan tage udgangspunkt i, når du skal lave din APV.

Vi har også lavet en guide, som hjælper dig med at komme godt i gang med den første arbejdsmiljødrøftelse.