Gå til hovedindholdet

Fokus på netværk og efteruddannelse hos Arriva

Hele arbejdsmiljøorganisationen er samlet til to årlige uddannelsesdage, hvor man samtidig afholder den årlige drøftelse hos busselskabet Arriva.

Uddannelsesdagene giver mulighed for at få et netværk i organisationen, fortæller Dorthe Nedermark og Mie Bennedsen fra Arriva. 

En gang om året samles alle HSE-repræsentanterne, som man kalder arbejdsmiljørepræsentanterne i Arriva, til to fælles uddannelsesdage på Hindsgavl Slot.

Her bliver den årlige arbejdsmiljødrøftelse og kompetenceudvikling af arbejdsmiljøorganisationen afholdt på en og samme gang.  

- Dagene bidrager både til at repræsentanterne får nye kompetencer, men også til at lære hinanden at kende og opbygge et netværk i organisationen, man kan trække på, fortæller HSE-konsulent Mie Bennedsen.

Workshops der samler organisationen

De senere år har det handlet en del om den certificeringsproces Arriva har været igennem, og hvordan arbejdsmiljøorganisationen skal være med til at sikre, at man lever op til standarderne. Ligesom der også har været indlæg om, hvordan man kortlægger, prioriterer og sætter mål op. 

Uddannelsesdagene er organiseret som en række workshops, hvor de forskellige medarbejdergrupper kan diskutere spørgsmålene ud fra hver deres perspektiv, fortæller afgående HSE-repræsentant Søren Bidstrup.

- Man har forsøgt at lave det som en workshop, der samler hele organisationen ved at finde nogle spørgsmål der er fælles. Jeg synes det har fungeret fint, men derfor er det jo ikke sikkert, at man skal gøre på det samme måde i al evighed, siger Søren Bidstrup.

Regionale arbejdsmiljødage hvert kvartal

Arriva har omkring 4.500 medarbejdere fordelt over hele landet. Det betyder, at nogle arbejdsmiljøspørgsmål er fælles for alle, mens andre kun har betydning lokalt. 

- På vores årlige uddannelsesdage samles HSE-repræsentanterne fra hele landet, så hvis der er nogle regionale spørgsmål splitter vi os enten op i mindre grupper eller tager det op på vores regionale arbejdsmiljødage, der afholdes en gang i kvartalet. Der er ikke nogen grund til, at vi alle sammen sidder med og diskuterer spørgsmål, der måske kun har betydning for chauffører i den anden ende af landet, siger Søren Bidstrup. 

For 10 år siden handlede arbejdsmiljøproblemerne i København meget om bussernes tilstand, mens det i dag mere er vejenes tilstand, fordi der er så meget vejarbejde i København, fortæller afgående arbejdsmiljørepræsentant Søren Bidstrup. 

- Hver gang man kører over et bump, kan man få et lille knald i ryggen, og hvis det sker mange gange på en dag, som det gør for vores chauffører, kan det godt gå hen og blive et stort arbejdsmiljøproblem for os i København, mens det selvfølgelig ikke betyder så meget for dem i Hjørring, siger han.

Kompetenceudvikling er mere end bare kurser

I Arriva er kompetenceudvikling af HSE-organisationen et spørgsmål, der bliver prioriteret højt og brugt mange ressourcer på. HSE chef Dorthe Nedermark laver hvert år en plan for kompetenceudviklingen på baggrund af, hvilke aktiviteter man skal i gang med og ønsker fra HSE-repræsentanterne selv. Det kan enten være i form af kurser eller andre aktiviteter.  

- Kompetenceudvikling kan være meget andet end bare kurser. Vi har for eksempel et par HSE-repræsentanter med til i et projekt om risikovurdering i forhold til investeringer, som teknologifonden er ved at lave og andre som sidder i div. grupper og udvalg hos Rådet for Sikker trafik. Det er også en form for kompetenceudvikling, siger hun. 

Den grundlæggende arbejdsmiljøuddannelse er indtil nu blevet købt ude i byen, men Dorthe Nedermark håber at Arriva med tiden kan få lavet en virksomhedstilpasset version der tager højde for at vi er arbejdsmiljøcertificeret. 

- Vi arbejder på at lave en tilpasset arbejdsmiljøuddannelse, fordi vores nyvalgte HSE-repræsentanter allerede har et godt kendskab til risikovurdering og systematisk arbejdsmiljøarbejde. Vores oplevelse er, at det kan være svært at ramme det rigtige niveau, når mange forskellige brancher er samlet på den samme uddannelse, fortæller hun.

Håndbog samler alle regler og aftaler

En ledelseshåndbog, som blev lavet i forbindelse med certificeringerne, beskriver alt, hvad der er værd at vide om arbejdsmiljøarbejdet hos Arriva. Hvert andet år bliver håndbogen taget op til revision og aftalerne fornyet, hvis det er relevant. 

Virksomhedsaftalen om HSE samarbejdet er et grundlag for ledelseshåndbogen. Denne blev indgået i 2010 og der har dog kun været kosmetiske ændringer siden fortæller afgående HSE-repræsentant, Søren Bidstrup. En af de ting man for nyligt har tilføjet til både virksomhedsaftale og ledelseshåndbogen er en liste over kompetencer.  

- Vi ville gerne gøre det helt klart, hvad vi forventer os af vores HSE-repræsentanter, derfor har vi lavet en liste over hvilke kompetencer de skal have når de stiller op til valg, fortæller HSE-konsulent Mie Bennedsen. 

Der er for eksempel krav om, at man skal kunne bruge en computer, læse og forstå dansk så man kan sætte sig ind i lovgivning og nye procedurer, og formidle det videre til sine kollegaer, siger hun.

Oplæg skal ramme stilen i firmaet

Som regel varetages undervisning på kurser og workshops af interne konsulenter fra HSE afdelingen. Men man har også prøve at tage eksterne undervisere ind, dog med blandet succes. 

- Vi har prøvet at hyre konsulenter flere gange, men får ofte den tilbagemelding fra HSE repræsentanterne, at ” det kunne I have gjort bedre selv”.  Formidling handler jo virkelig meget om, at kunne sætte sig i modtagerens sted og se verden fra deres synspunkt og tale eksemplerne ind i dagligdagen. Så nytter det f.eks. ikke at starte et oplæg med at klage sig over, at man har været tidligt oppe. På den får man ikke respekt blandt buschauffører, der alle sammen er vant til at stå op midt om natten for at køre de første arbejdere på job, fortæller HSE-konsulent Mie Bennedsen.

 

Om arbejdspladsen 

  • Arriva Danmark har været en del af den kollektive trafik i Danmark siden 1997, og er i dag Danmarks største busselskab.
  • Virksomheden beskæftiger cirka 4500 medarbejdere fordelt på mere end 70 adresser og kontorer over hele landet.

Henter PDF