Ældre rammes af smerter og sygdom

Mere end hver 10. ældre arbejdstager er ramt af arbejdsrelateret sygdom, og næsten halvdelen af alle kvindelige seniorer oplever daglige eller ugentlige smerter.

Seniorer på arbejdsmarkedet i alderen 55 til 64 år bliver i høj grad ramt af arbejdsrelateret sygdom. Det viser tal fra spørgeskemaundersøgelsen Arbejdsmiljø og Helbred (AH), der er baseret på svar fra cirka 35.000 personer i den beskæftigede del af den danske befolkning.

Det er især kvinder, der rammes af arbejdsrelateret sygdom:

Ifølge Arbejdsmiljø og helbred undersøgelsen fra 2016 fra NFA, vurderer 15,1 pct. kvinder og 11,5 pct. mænd i alderen 55 til 64 år, at de har en arbejdsrelateret sygdom.

Smerter dagligt og ugentligt

Undersøgelsen viser, at en større andel af seniorerne oplever smerter dagligt og ugentligt. Næsten hver anden kvindelig senior på arbejdsmarkedet svarer, at hun oplever smerter dagligt eller ugentligt.

  • I 2016 svarede 47,7 pct. af de adspurgte kvinder, at de oplevede smerter dagligt eller ugentligt, mens 38,7 pct. af mændene svarede det samme.
  • I brancherne ’privat service’ og ’social og sundhed’ svarede 51 pct., at de oplevede smerter dagligt eller ugentligt. I bygge- og anlægsbranchen oplevede 50 pct. smerter dagligt eller ugentligt.

Smerter kan begrænse arbejdet

Nogle seniorer har så store smerter 1 eller flere gange om måneden, at de har oplevet at være en del eller meget begrænset i at arbejde.

  • I 2016 var der 6,9 pct. kvinder og 6,7 pct. mænd, der var meget begrænset i at arbejde pga. smerter.

Det er især branchen ’privat service’, der ligger i toppen af statistikken, hvor ældre ansatte er begrænset i at arbejde af smerter. Her meldte 38 pct. af de adspurgte ældre arbejdstagere, at de mindst 1 gang om måneden var begrænset i at arbejde pga. smerter. Dernæst er det brancherne ’social og sundhed’ og ’landbrug og fødevarer’, hvor henholdsvis 34 pct. og 32 pct. svarede, at de var begrænset i at arbejde pga. smerter.

Hent belastningsindekset fra undersøgelsen (pdf)

Smerter rammer især nakke, skuldre og knæ

Det er især i nakke og skuldre, at de ældre arbejdstagere har smerter. Hele 65,3 pct. svarede, at de mindst 1 gang i løbet af de seneste 3 måneder havde haft smerter i nakke og skuldre.

Men knæene rammes også. Her svarer 46,2 pct. af seniorerne, at de har haft ondt mindst en gang i løbet af 3 måneder.

Ældre oplever at have et godt mentalt helbred

Ældre arbejdstagere har det til gengæld bedre mentalt end yngre aldersgrupper, når man kigger på, hvordan de svarer på spørgsmål om deres mentale helbred.

Samtidig melder ældre arbejdstagere også færre symptomer på depression, angst og stress end yngre arbejdstagere.