Den gode trivselsproces

Ledelse, styring og en systematisk tilgang er forudsætninger for en god trivselsproces.

At arbejde med trivsel er mere end bare at måle, hvordan de ansatte har det. Styring og ledelse er sammen med en systematisk tilgang afgørende for, at arbejdspladsen kommer i mål med en god proces.

Ledelse og styring

For at sikre ledelse og styring er det en god ide at placere ansvaret for arbejdet i en særlig ansvarsgruppe. Ansvarsgruppen kan bestå af arbejdsmiljø- og tillidsrepræsentanter, HR-konsulenter, ledere og medarbejdere, gerne folk med særlig viden og kompetencer inden for psykisk arbejdsmiljø og procesledelse.

Ansvarsgruppens opgaver handler om planlægning og om at følge processen. Ansvarsgruppen vil normalt være involveret i at finde metoder til kortlægning og til udvikling af løsninger. Gruppen overvåger løbende selve gennemførelsen af løsningerne og sikrer en evaluering. Endelig medvirker ansvarsgruppen også til, at det positive udbytte bliver en del af den daglige praksis på arbejdspladsen.

Systematik i indsatsen

En klar systematisk indsats er med til at sikre, at arbejdet med at skabe et godt psykisk arbejdsmiljø forløber planmæssigt og resulterer i løsninger og aktiviteter, der fungerer i hverdagen.

En systematisk indsats indebærer, at I forholder jer til hver af de 5 faser i processen:

1. Forarbejde
2. Kortlægning
3. Planlægning af aktiviteter
4. Gennemførelse
5. Evaluering

De 5 faser i trivselsprocessen