Konflikter i arbejdet er en stressfaktor

Konflikter i arbejdet kan både være en risiko for udvikling af stress og et tegn på et højt stressniveau blandt medarbejderne.

Der findes uoverensstemmelser og konflikter overalt, hvor mennesker er sammen. Det er naturligt og kan ligefrem skabe dynamik og udvikling. Problemerne opstår som regel, når en konflikt tager til og fjerner sig fra sit oprindelige saglige udgangspunkt.

Konflikter i arbejdet kan både være en risiko for udvikling af stress og et resultat af et højt stressniveau blandt (nogle af) medarbejderne. Hvis en konflikt udvikler sig til personlige angreb, kan den blive meget belastende for de involverede.

Resultatet kan blive et uproduktivt og skadeligt samarbejde, der kan resultere i øget sygefravær, social udstødning og ringe kvalitet i arbejdet, hvilket kan medføre økonomiske omkostninger for arbejdspladsen.

Sådan arbejder I med at løse problemerne

Man kan gøre meget for at forhindre, at uoverensstemmelser og konflikter bliver ødelæggende. Det handler især om, at samarbejdet og kommunikationen på arbejdspladsen bliver indrettet, så den enkelte medarbejder bliver hørt og respekteret. Gode samarbejds- og kommunikationsformer kan fx fremmes gennem supervision, teambuilding og assertionstræning.

Supervision kan være, at man bruger kollegers ideer og erfaringer på en anerkendende måde og som konstruktive vinkler på et problem i arbejdet. Det kan i visse tilfælde også styrke samarbejdet og mindske konflikterne.

Teambuilding består som regel i, at en gruppe med arbejdsmæssigt fællesskab bliver trænet i at løse samarbejdsopgaver under nye rammer. Hvis det lykkes at relatere forløbet til dagligdagen, kan det være med til at give medarbejdere og ledere et nyt syn på, hvordan de bedst kan udnytte hinandens styrker.

Assertionstræning fokuserer på at træne kommunikation af behov og ønsker til andre på en måde, der også respekterer de andres behov, tanker, følelser og ønsker. Det kan øge den gensidige respekt og tillid, der er nødvendig for at kunne gennemføre den konstruktive dialog mellem medarbejdere og ledelse, som kan forebygge stress.

Hvis uoverensstemmelser og konflikter er ved at udvikle sig ødelæggende, er det afgørende, at der bliver grebet ind så hurtigt som muligt. Ikke blot for at genoprette arbejdsroen, men også for at forsøge at udnytte konflikten fremadrettet.

Det kræver en indsats at forstå konfliktens baggrund – herunder parternes forskellige behov, synspunkter og interesser. Virker konflikten langvarig eller fastlåst, kan mægling komme på tale. Her går en mægler ind i en særlig proces med parterne i konflikten. Formålet er at få løst op for konflikten ved, at alle parter får lige muligheder for at redegøre for deres værdier, målsætninger og handlinger.

På den baggrund er det ofte muligt at nå frem til aftaler om det fremtidige samarbejde. Er parternes perspektiver helt uforenelige, kan mægling hjælpe med til, at man kan skilles på en måde, der er værdig for alle parter.