Jobusikkerhed er en stressfaktor

Jobusikkerhed kan være en stor psykisk belastning både for den enkelte og for arbejdspladsens samlede psykiske arbejdsmiljø.

Jobusikkerhed betyder, at en eller flere medarbejdere oplever, at deres job er i fare. Jobusikkerhed kan fx omfatte bekymring for at blive arbejdsløs, bekymring for en forestående organisationsforandring og bekymring for mod sin vilje at blive forflyttet til andet arbejde.

Jobusikkerhed kan være en stor psykisk belastning både for den enkelte og for det samlede psykiske arbejdsmiljø på arbejdspladsen. For medarbejdere, der ikke har mulighed for at søge et andet job, vil jobusikkerhed øge risikoen for stress voldsomt. Medarbejdere med en høj jobusikkerhed har også øget risiko for at komme i behandling med antidepressiv medicin.

Sådan arbejder I med at løse problemerne

Når man skal søge at imødekomme jobusikkerhed, er man nødt til at starte med at se på, hvad usikkerheden skyldes.

Handler det mest om bekymringer, der er rettet mod en større organisationsforandring eller omstruktureringer, kan man sikre sig, at medarbejderne er på forkant med de forandringer, der skal finde sted. Det betyder, at medarbejderne bliver inddraget i forandringsprocessen, at kommunikationen er åben, klar og tydelig gennem hele forandringsprocessen, og at medarbejderne løbende får den støtte, de har behov for.

Hvis bekymringen handler om, at arbejdspladser skal nedlægges, kan man søge at imødekomme usikkerheden ved at øge den enkeltes mulighed for at få anden beskæftigelse. Det kan fx være at støtte medarbejderen i at blive klar over, hvordan vedkommendes ressourcer og erfaringer kan bruges i andre sammenhænge.

Det kan dels gøres ved at styrke medarbejderens faglige og personlige kompetencer gennem intern og ekstern opkvalificering og dels gennem støttende samtaler med fx en erhvervsvejleder, der kan rådgive omkring alternative jobmuligheder.