Symptomer på stress

Kroppen reagerer med sit alarmberedskab, når vi møder en krævende udfordring. Hvis reaktionen varer ved, kan det føre til alvorlige helbredsproblemer.

Stress er en tilstand af anspændthed og ulyst. Det er ikke i sig selv en sygdom, men vedvarende stress kan føre til både fysisk og psykisk sygdom. Det afhænger af, hvor stor belastningen er, og hvor længe den varer.

Stress-reaktionen er vores alarmberedskab. Alarmen sætter i gang, når vi kommer i en udfordrende situation, fx når der sker noget uventet. Stress-reaktionen består i, at vores autonome nervesystem sætter i gang, og at produktionen af hormonerne adrenalin og kortisol stiger. Det er hormonerne, der bringer vores krop i alarmberedskab. Vi kan mærke det ved, at vores hjerte slår hurtigt, vi begynder måske at svede, og vi bliver fokuserede på den udfordring, vi står overfor. Reaktionen skærper sanserne og sætter os i stand til at handle hurtigt.

En sund reaktion

Fornemmelsen af kroppens alarmberedskab kan være ubehagelig, men alarmreaktionen er helt normal. Kortvarig stress giver ekstra energi til at håndtere udfordringer og krav i arbejdet. Får man mulighed for at restituere sig, vil man relativt hurtigt komme sig oven på en kortere periode med stress. Får vi løst udfordringen, der stresser os, eller har vi en forventning om, at vi kan løse den, falder kroppens alarmberedskab hurtigt igen. Det er nødvendigt for os at kunne reagere hurtigt i pressede situationer, og stressreaktionen er derfor sund.

Langvarig skadelig stress

Den langvarige stress opstår, når de situationer, der stresser os, ikke forsvinder eller bliver håndteret, men fortsætter i uger, måneder eller år. Hvis kroppen igennem længere tid producerer store mængder adrenalin og kortisol, er den i konstant beredskab, og når den ikke får lov til at slappe af, bliver det skadeligt for os. Længerevarende eller gentagne stressperioder kan med tiden være årsag til depressioner og hjertekar-sygdomme.

Derfor er stress et problem for arbejdsmiljøet

En stresset medarbejder har tit et højere sygefravær og en lavere arbejdsevne og produktivitet, hvilket kan bidrage yderligere til medarbejderens stress. Der opstår let en stress-spiral, der også går ud over kollegerne, som må arbejde hårdere for at opveje den stressramtes mindre arbejdsindsats.

Den stressede er ikke altid selv bevidst om sin situation med det samme. Ofte er kolleger, ægtefælle eller venner de første til at registrere symptomerne på stress.

For en virksomhed kan stress derfor medføre store omkostninger, fx i form af øget sygefravær, lavere produktivitet, ringere kvalitet og flere fejl samt øgede udgifter som følge af større personaleomsætning.