Tilbage efter stress: Start, før du er helt rask

Hvornår man er parat til at starte på job igen afhænger ikke kun af den stressramte. Meget afhænger også af arbejdspladsen. Vender man gradvist tilbage, bliver det nemmere, fortæller to eksperter.

Hukommelsen svigter, man bliver let distraheret og træt, har svært ved at lære nyt, og man må tage en ting af gangen. Man er stresset, men alligevel er det en god ide så småt at starte på arbejde igen, selv om man ikke føler sig helt klar.

Det lyder måske lidt op ad bakke, og det kan da også være en langstrakt proces at vende helt tilbage efter stress, men det er godt givet ud.

Det er sjældent hverken muligt eller godt at vente med at starte, til man er helt rask, og alle symptomer er væk. Ofte giver det en hurtigere bedring at starte på nedsat tid og med passende skånevilkår. Venter man for længe, er der en risiko for, at man mister troen på sig selv og sine kompetencer.

Hvornår er man parat?

Men hvornår er man så parat? Det afhænger ikke kun af de symptomer, den sygemeldte har. For det er nemlig ikke nok bare at få det bedre, hvis de problemer, der førte til sygemeldingen, ikke er løst. Det kommer også an på, hvad man skal tilbage til. Hvis situationen ikke er anderledes end før sygemeldingen, er det svært at se sig selv på jobbet.

Skyldes stressen skilsmisse, sygdom eller andet i privatlivet, gør mange af de samme ting sig gældende. Også her får arbejdspladsen en medarbejder tilbage med nedsat arbejdsevne. Men der er ikke helt samme oprydningsarbejde, for det giver ikke på samme måde anledning til at kigge på, om der er noget, lederen, kollegerne og arbejdspladsen kunne have gjort anderledes.

Klare aftaler er et must

Eksperter anbefaler en stille og rolig tilbagevenden på nedsat tid med en delvis sygemelding. Hvornår den stress-ramte kan starte afhænger derfor meget af arbejdspladsen. Kan arbejdspladsen fx tilbyde velafgrænsede enkle arbejdsopgaver uden korte deadlines få timer et par gange om ugen. Og så skal der laves en plan, for det er ikke nok bare at sige: “Du gør bare tingene i dit tempo, og så når du bare, hvad du når.”

Her er der risiko for, at den stressramte med det samme vil spekulere over, om det mon er chefens alvor, eller om hun alligevel forventer et vist minimum, og hvad kollegerne synes.

Det nytter heller ikke at sige: “Bare gå i gang med det, du har lyst til”. Her kan man risikere, at den tilbagevendte medarbejder går i gang med de opgaver, der var med til at gøre vedkommende syg, og som ikke passer til den nuværende arbejdsevne.

I stedet vil en tilbage-til-arbejdet-plan giver meget mindre usikkerhed. Planen skal passe til arbejdsevnen og beskrive, hvad medarbejderen skal lave, og hvornår det er tid til at trappe op og forsøge sig med andre opgaver.

Vigtigt at blive troet på

Har man en plan, er der også mindre fare for, at man trapper for hurtigt op og måske ender med at gå ned i tid igen eller helt må opgive at vende tilbage. Skam, dårlig samvittighed og frygt for at blive fyret får nemlig nogle til at presse sig selv for hårdt, hvis tingene overlades til dem selv. Også lysten til at bevise over for sig selv og andre, at de godt kan, får nogen til at gabe over for meget.

En plan gør det også lettere at følge op. For hvordan går det egentlig? Det kan være svært at forklare, men med planen bliver snakken mere konkret. Men det er alfa og omega, at den stressramte ikke føler sig presset til at pynte på, hvordan det går, og oplever at blive troet på.

Hvis fx lederen mener, at årsagen til stressen nok skal findes i privatlivet og er tilbageholdende med at påtage sig et medansvar for den arbejdsstress, medarbejderen oplever, går det som regel ikke godt med at vende tilbage.

Det betyder nemlig meget, hvad lederen og kollegerne tror, der er årsagen til stressen. Forskning viser, at der er en tendens til forskellig sympati og forståelse. Er det et dødsfald i familien, er forståelsen typisk større, end hvis man ikke kan klare sit arbejde eller har rod i økonomien. Og det kan have betydning for, hvor meget støtte der er til den stressramte.

Kilder til artiklen: David Glasscock, psykolog på Arbejdsmedicinsk Klinik i Herning
Malene Friis Andersen, psykolog og forsker på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø