Sådan hjælpes en stressramt tilbage

Brug den såkaldte IGLO-model til at hjælpe den stressramte tilbage på job. IGLO står for Individet, Gruppen, Lederen og Organisationen.

Individet

Hvad den stressramte selv kan gøre i dialog med sin leder

  • Vent ikke på, at du føler dig 100 pct. klar til at starte på job igen eller til at trappe op. Kom hellere i gang stille og roligt, når din søvn er stabil, og du ikke længere bliver træt af de mindste ting.

  • Send måske en mail, inden du starter, om dine begrænsninger, og hvad du glæder dig til.

  • Start på nedsat tid og trap langsomt op i takt med, at du får mere overskud. Start med konkrete overskuelige opgaver, der kan klares en af gangen og uden deadlines.

  • Vær forberedt på, at du kan opleve en lettere forværring af din tilstand, når du starter på at arbejde. Det er normalt, men skal gerne blive bedre over tid.

  • Acceptér, at du måske skal starte med andre opgaver end dem, du plejer at lave. Se det som en parentes i dit arbejdsliv.

  • Vær ærlig om, hvordan det går.

Gruppen

Som kollega

  • Man skal vise, man er glad for at se sin kollega igen. Mange stressramte spekulerer på, om de har været savnet, og hvad kollegerne tænker om dem.

  • Vær forstående og hold jer til den plan, der er lavet. Spørg ikke den stressramte om hjælp til en opgave. Hjælp, hvis I kan.

  • Er I tætte på kollegaen og ved, hvilken støtte han eller hun har brug for, så klæd de andre kolleger på. Nogle vil fx ikke spørges, hvordan de har det, fordi de frygter at begynde at græde eller ikke kan rumme, at så mange spørger.

Leder

  • Det er vigtigt at være synlig som leder. Tag hurtigt kontakt til den sygemeldte og hold kontakten.

  • Når medarbejderen er klar til at komme gradvist tilbage, skal I sammen lave en plan for at vende tilbage. Spørg, hvad I begge skal være opmærksomme på.

  • Sørg for, at der er ro, hvor medarbejderen skal sidde.

  • Får medarbejderen andre opgaver, så meld det klart ud i organisationen, og fortæl, at det er en del af et genoptræningsforløb.

  • Følg op og juster indslusningsplanen. Hold korte opfølgningsmøder hver uge i starten, hvor I kan justere planen.

  • Meld aftalen og opgaverne ud til kollegerne, så det bliver lettere for den stressramte at sige fra, selvom kollegerne har travlt.

  • Husk resten af teamet. Prioriter og sørg for, at de øvrige medarbejdere ikke belastes for meget. Anerkend den ekstra indsats, de gør. Tager du som chef ikke hånd om teamet, kan kollegerne blive irriterede på den stressramte. Hvis det tager fart, bliver den stressramte ikke en del af fællesskabet igen.

Organisationen

Som arbejdsmiljørepræsentant

  • Mind lederen om at huske på teamet for at undgå, at flere går ned med stress. Sørg for, at lederen er orienteret og er en konstant del af det at vende tilbage for den stressramte.

  • Træk læring ud og brug den fremadrettet, ligesom hvis der var tale om en arbejdsulykke.

Kilde: Psykolog og forsker Malene Friis Andersen, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, og psykolog David Glasscock, Arbejdsmedicinsk Klinik, Herning.