4 stærke mod stress

Det er individuelt, hvad der stresser os. Men 4 faktorer har indflydelse på, om vi føler os stressede på arbejdspladsen eller ej.

Mennesker er forskellige og reagerer forskelligt på de samme begivenheder. Men noget af det, der skaber stress for den enkelte, kan fjernes eller reduceres. Overordnet handler det om at skabe rum og forudsætninger for, at en medarbejder på en arbejdsplads har de fornødne ressourcer og kompetencer samt opbakning fra team eller leder til at løse sine opgaver.

Vi fungerer bedst, når 4 faktorer er til stede på arbejdspladsen:

1. Følelsen af at have kontrol over situationen

Når vi har indflydelse på vores situation, kan vi bedre håndtere stress. Oplevelsen af kontrol er nemlig vigtig for, at vi føler os trygge. Af samme årsag anser de fleste det for farligere at flyve end at sidde bag rattet i sin bil, hvor man føler, at man har kontrol over situationen.

På en arbejdsplads kan følelsen af kontrol handle om, at man har indflydelse på sit arbejde, og at man oplever at have styr på det.

Det kan også handle om, at man har de kompetencer, der skal til for at løse arbejdsopgaverne.

2. Følelsen af forudsigelighed

Det opleves mindre stressende, hvis vi på forhånd ved, at vi skal udsættes for noget stressende. Vi vil hellere have, at tandlægen siger: “Nu borer jeg 4 gange mere, og så er vi færdige”, end “jeg ved ikke, hvor lang tid det tager”.

Vi undgår ængstelse og usikkerhed, hvis vi får mulighed for at lægge en plan, der kan hjælpe os med at håndtere situationen.

Det gælder også i stressforebyggelsen på arbejdet.

Derfor er relevant information i rette tid og på rette sted vigtig i forebyggelsen af stress på en arbejdsplads.

De fleste af os kan desuden bedst lide, at tingene er, som de plejer at være. En ny situation kan opleves stressende, fordi vi mangler erfaring og derfor kan blive usikre.

Læs mere om, hvordan man håndterer stress på arbejdspladsen 

3. Social opbakning fra kolleger og ledelse

Forskningen viser, at social støtte i pressede situationer kan minimere stressreaktionerne. Det hjælper at have en at tale med, og en der fortæller, at det nok skal gå.

Social støtte kan på arbejdet komme fra ledere og kolleger, og den kan både være psykologisk – som fx at tale om, at vi nok skal klare det sammen – og praktisk – som fx at få konkret hjælp til en arbejdsopgave.

Start med en ærlig snak om, hvad der stresser

4. Følelsen af at tingene går i den rigtige retning

Følelsen af, at det går den rigtige vej, giver tro på, at det nok skal lykkes.

Derfor er det vigtigt, at arbejdspladsens målsætninger og beslutninger kommunikeres på en troværdig måde, som skaber forventning om at nå målet.

Man kan også hjælpe følelsen af fremdrift på vej på arbejdspladsen ved fx at huske på at stoppe op i hverdagen og fejre små og store succeser.

Sådan kan organisationen skabe trivsel

Find løsninger til at arbejde med stress i fællesskab på arbejdspladsen, IGLO-stafetten 

Vi skal også stimuleres på arbejdet

Handler det gode arbejdsliv så bare om en arbejdsdag med fuld kontrol og forudsigelighed? Ikke helt.

Forestil dig, at intet kommer bag på dig, du ved præcis, hvad der skal ske langt ud i fremtiden. Dine opgaver på arbejdet er ren rutine, for du bliver ikke udfordret eller kastet ud i opgaver, der ikke er defineret i detaljer.

Sådan en arbejdsdag mangler stimulerende udfordringer. Et godt arbejdsliv er ikke kendetegnet ved, at alt, der udfordrer dig, er afskaffet.

Udfordringer i passende mængder er med til at gøre arbejdslivet spændende og udviklende. Det er langvarig stress, der er skadelig, og som vi skal være opmærksomme på.

Forskellen på kortvarig og langvarig stress