Hvad er social kapital?

Social kapital er værdien af stærke samarbejdsrelationer på arbejdspladsen. 2 teams med præcis samme ledelse, opgaver, uddannelser og kunder kan have helt forskellig social kapital.

Forskellen ligger i samarbejdsrelationerne

Arbejdspladsens sociale kapital er de ressourcer, der findes i relationerne mellem medarbejderne. Den sociale kapital bliver dannet på enhver arbejdsplads gennem samspillet mellem medarbejdere og ledere. Samtidig bliver den sociale kapital konstant udfordret, fx af organisationsforandringer, nye ledere og nye teams – og derfor skal den vedligeholdes.

Fra human til social kapital

Social kapital påvirker produktiviteten på linje med arbejdspladsens teknologiske, finansielle og humane kapital. Social kapital er en udvidelse af human kapital, men adskiller sig på afgørende punkter.

Human kapital handler om den enkelte medarbejders færdigheder, viden og motivation, mens social kapital handler om medarbejdernes samarbejde om de fælles opgaver. Hvor human kapital kan skaffes ved at rekruttere kompetente medarbejdere og videreuddanne dem, kan social kapital ikke købes. Social kapital kan kun udvikles mellem medarbejdere og ledere på arbejdspladsen. Det handler ikke om personernes egenskaber, men egenskaberne i de relationer og grupper, de deltager i.

I Danmark har man indtil nu arbejdet med social kapital med udgangspunkt i begreberne ’tillid’, ’retfærdighed’ og ’samarbejdsevne’. I dette tema introducerer vi en udvidet måde at arbejde med social kapital på, hvor fokus er på medarbejdernes relationer.

Hvad er social kapital? Hør seniorforsker ved Det Nationale Forskningscenter Vilhelm Borg fortælle:

Videoen er et uddrag af en længere video. Se videoen i fuld længde

3 slags social kapital

Social kapital kan opstå i 3 forskellige typer relationer i virksomheden:

Samlende social kapital
Relationer inden for et team. Medarbejderne har hyppig og direkte kontakt.

Brobyggende social kapital
Relationer mellem teams. Medarbejderne har ikke altid direkte kontakt, men i stedet kontakt gennem brobyggere som ledere eller kolleger, informationer eller leverancer.

Forbindende social kapital
Relationer mellem medarbejdere og ledelse – både den nærmeste og den overordnede ledelse. 

Hvorfor er social kapital aktuel?

Jo mere komplekse, arbejdspladsernes arbejdsprocesser bliver, jo mere afgørende bliver det, at medarbejderne kan videndele og samarbejde på tværs i organisationen.

Den enkelte medarbejder eller leder kender ikke alle detaljer og fagspecialer i hele organisationen, så medarbejderne skal kunne lede sig selv, hinanden og arbejdsprocessen. Mange opgaver skal løses i skiftende teams.

Arbejdspladsens samarbejdsrelationer bliver konstant udfordret. Fx af nye markedskrav, globalisering, ny teknologi, organisationsændringer, nye ledere og skiftende arbejdsteams. Relationerne skal derfor konstant vedligeholdes af medarbejdere og ledere for at sikre høj kvalitet og effektive produktionsprocesser.

Der er en voksende interesse hos virksomheder for at undersøge:

  • Hvordan kombinerer vi medarbejdernes viden, færdigheder og samarbejdsevner?

  • Hvordan optimerer vi de sociale relationer mellem medarbejderne, så de bidrager til at gøre hinanden gode? 

Kom i gang med social kapital

Som arbejdsplads kan I arbejde med social kapital på mange forskellige niveauer. Fra langvarige, ambitiøse projekter på hele arbejdspladsen til små afgrænsede indsatser for at styrke samarbejdet i et enkelt team.

Sæt social kapital på dagsordenen, hvor I mødes med ledelsen og i forvejen taler om strategi, værdier, planlægning, produktion, kvalitet og økonomi. Det kan fx være til møder i samarbejdsudvalget, arbejdsmiljøorganisationen, MED-udvalget eller den årlige arbejdsmiljødrøftelse.

Mål jeres sociale kapital
En måling giver jer et fælles, faktuelt udgangspunkt.

Læs mere om måling af social kapital

Brug TekSam
DI’s og CO-industris samarbejdsorgan, TekSam, kan rådgive om, hvordan I arbejder med social kapital på arbejdspladsen.

Se www.teksam.dk

Brug guiden
I-Bar og Videncenter for Arbejdsmiljø har lavet en guide om social kapital med viden, værktøjer og øvelser til virksomheder.

Hent guiden her (pdf)