Hvad er mental sundhed?

Mental sundhed handler om at have det godt med sig selv og sit liv og om at fungere godt i sin dagligdag.

Sundhedsstyrelsen og Verdenssundhedsorganisationen, WHO, definerer mental sundhed som en tilstand, hvor man trives, fordi man:

  • udvikler og udfolder sine evner
  • kan håndtere belastninger
  • indgår i positive sociale relationer
  • bidrager til fællesskabet.

Mental sundhed udvikles gennem hele livet

Vores mentale sundhed påvirkes gennem hele livet af de sociale relationer og oplevelser vi har, fx familieliv, venner og skolegang. Et af de steder i livet, hvor den mentale sundhed også påvirkes, er på arbejdspladsen, hvor vi tilbringer en stor del af vores vågne timer. Her kan man fremme den mentale sundhed gennem indsatser, der forbedrer det psykiske arbejdsmiljø.

Vores mentale sundhed er afgørende for den måde, vi føler, tænker og opfatter verden omkring os på og er forbundet med engagement, produktivitet, kreativitet og evnen til at vise omsorg. Mental sundhed er derfor vigtig for vores evne til at klare os godt socialt, uddannelsesmæssigt og økonomisk.

Hvad sker der, når det mentale helbred svigter?

Hvis vores mentale helbred svigter, kan det give problemer på flere fronter, fx i vores omgang med andre mennesker, både på arbejdet og i familien. Typisk har man mindre energi og er mindre god til at løse sine arbejdsopgaver, hvis det mentale helbred svigter.

I 2012 konkluderede en OECD-rapport, at omkring en femtedel af den arbejdende befolkning i Europa, Nordamerika, Australien og Japan lider af mentale helbredsproblemer, hvor stress, angst og depression udgør hovedparten.

De fleste mentale helbredsproblemer er milde eller moderate, mens de mere alvorlige mentale helbredsproblemer – som fx skizofreni og svær depression – er relativt sjældne.