Hvad er inklusion?

Inklusion bidrager til at skabe et fleksibelt og rummeligt arbejdsmarked, hvor samfundets ressourcesvage får en chance for at deltage på arbejdsmarkedet. Når en arbejdsplads medvirker til inklusion, påtager den sig derfor et socialt ansvar.

De fleste arbejdspladser ønsker at bidrage til inklusion, men ønsket skal også kunne afstemmes med en hverdag og virkelighed, hvor der er et stort og nødvendigt fokus på sammenhængen mellem arbejdspladsens sociale og økonomiske ressourcer og krav. Det er ikke kun bundlinjen, der betyder noget i denne sammenhæng. Det er også hensynet til andre medarbejdere og de opgaver, der stilles til de ansatte.

Det er derfor afgørende at finde en god balance mellem det rummelige arbejdsmarked og det gode arbejdsmiljø for alle.

Erfaringen viser, at inklusion i langt højere grad lykkes, når det handler om at fastholde medarbejdere, der allerede har været en del af arbejdspladsen. Når man som virksomhed skal inkludere samfundets udsatte grupper generelt, er det for mange arbejdspladser en større udfordring.

Kilde: Tidligere chefpsykolog Michael. R. Danielsen, Psykiatrifonden.

Grafik: Så rummelige er arbejdspladserne

Læs mere om fastholdelse af medarbejdere med nedsat arbejdsevne

Find fakta om danskere med funktionsnedsættelse

Inklusion bidrager til øget tolerance og respekt

Inklusion kan være med til at styrke det psykiske arbejdsmiljø på arbejdspladsen. Dels fordi inklusion kan bidrage til øget tolerance og respekt for forskellighed, dels fordi det kan betyde, at medarbejderne oplever arbejdspladsen som mere ansvarlig og rummelig. Disse forhold kan øge tilliden mellem ledelse og medarbejdere og signalere, at arbejdspladsen tager hånd om medarbejdere, der får reduceret arbejdsevnen, hvilket har en positiv effekt på arbejdsmiljøet.

Anbefalinger til inklusion og fastholdelse

Et fællesskab bestående af Arbejdsmarkedets parter, Arbejdstilsynet og Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø har udarbejdet en række anbefalinger. Anbefalingerne bygger på erfaringer og den seneste arbejdsmiljøviden på området. Hensigten med anbefalingerne er, at de skal fungere som inspiration og vejledning, når arbejdspladser skal fastholde eller ansætte mennesker med nedsat fysisk eller psykisk arbejdsevne.

Kilde: Pjecen 'Et godt psykisk arbejdsmiljø - når kollegaer skal inkluderes på arbejdspladsen' (pdf)

Læs mere om anbefalingerne