Kollegerne skal vise interesse og hensyn under inklusion

Vis interesse, giv støtte og positiv feedback til medarbejderen, der skal inkluderes.

Stort set alle kan blive i tvivl om, hvad de skal gøre, når de får en ny kollega, der kommer med en særlig baggrund. Det er naturligt både at ville sørge for, at den nye kollega føler sig velkommen men samtidig også at ville udvise hensyn. Det kan være en svær balance.

Her er tidligere chefpsykolog hos Psykiatrifonden Michael R. Danielsens gode råd til, hvordan du som kollega kan hjælpe til en god inklusion:

Vær opsøgende

Vær opmærksom på, at din nye kollega måske kan være lidt mere usikker og tilbageholdende, fordi de står i en for dem ny situation, de ikke har prøvet i noget tid. Det er trods alt noget andet end at komme lige fra et andet arbejde og skulle finde sig til rette i en ny sammenhæng. Specielt, hvis din nye kollega er ansat under særlige forhold som eksempel i fleksjob.

Sørg for at gøre dig tilgængelig og sige, at de bare skal komme og stille spørgsmål, og forsøg samtidig at være ekstra opmærksom og opsøgende, så I undgår unødige bekymringer.

Stil spørgsmål

Mange bliver fanget af tvivl om, hvad de kan tillade sig at spørge om, og hvad de ikke kan. Derfor spørger en del af os desværre ikke. Din nye kollega vil ofte på én og samme gang helst ikke skabe for meget opmærksomhed om sig selv og samtidig gerne vide, hvordan kollegerne tænker om det hele. Spørg derfor direkte og hav tillid til, at den anden nok skal sige det, hvis de ikke kan eller har lyst til at svare.

Hvis du på den anden side oplever, at din nye kollega måske ikke er så trænet eller erfaren i, hvor meget man taler, og hvad man taler om i detaljer, så vær ikke bange for at fortælle, hvordan du oplever en passende grænse er for, hvordan man omgås hinanden som kolleger.

Giv tydelig feedback

Vi kender alle det, at skulle starte på noget helt nyt eller noget, vi ikke har prøvet i lang tid. De fleste af os vil være optaget af, hvad vores omgivelser synes om os, og hvilke tanker de har om os. Det er derfor særlig vigtigt, at du er direkte og ærlig over for din nye kollega, der måske er på virksomheden under særlige vilkår. De fleste, der er ansat på særlige vilkår, vil selv være i tvivl om, hvor meget ansvar og hvor mange opgaver, de kan og skal påtage sig. Derfor er de afhængige af, at du som kollega giver en tydelig feedback.

Effektiv feedback er konkret. Det er ikke effektivt og konkret at sige: ”du er god”, som feedback. Til gengæld er det effektiv og konkret at sige: ”jeg synes, det er rigtig godt, at du til det møde sagde sådan og sådan”, eller ”jeg kunne godt lide den måde, du foreslog, vi gjorde det og det på”.

Det er vigtigt, at du giver feedback både på de opgaver, din kollega løser, måden de løses på, og hvordan de indgår i fællesskabet på arbejdspladsen. På den måde støtter og bekræfter du, at kollegaen gør det godt.

Giv støtte og anerkendelse

Stort set alle kan blive ramt af usikkerhed og tvivl på sig selv, når de bliver en del af en arbejdsplads under andre omstændigheder end tidligere eller efter lang tids fravær fra arbejdsmarkedet. Gør opmærksom på, at du står til rådighed for spørgsmål eller andet. Og opsøg den nye kollega regelmæssigt for at høre, om der er noget, du kan gøre for at hjælpe dem. På den måde hjælper du den nye kollega til at føle sig mere anerkendt og tryg i den nye situation.

Stil krav til din leder om tydelighed i aftaler og prioriteringer

Lederen ønsker som regel at hjælpe og gøre sit for at inkludere en ny kollega på arbejdspladsen, men det kan være svært at vide for en leder, hvordan det går for kollegaen i hverdagen, og lederen er ofte afhængige af at vide, hvad du oplever med kollegaen for at kunne hjælpe til. Dit input er derfor rigtig vigtigt. Mange kan blive i tvivl om, hvorvidt de blander sig utidigt, eller om det er ukollegialt at byde ind, men så længe du ikke går til din leder med noget, du ikke allerede har talt med din nye kollega om, vil folk kunne se, at du prøver at hjælpe.

Kilde: Tidligere chefpsykolog Michael R. Danielsen, Psykiatrifonden.