Hvad er forandringer?

Omstruktureringer, fusioner og andre typer forandringer er et grundvilkår, som de fleste arbejdspladser må forholde sig til.

Store og små forandringer er en fast bestanddel af hverdagen på de fleste arbejdspladser, og de fleste mennesker på arbejdsmarkedet vil før eller siden komme til at opleve en eller anden form for forandring. Det kan fx være omstrukturering, flytning eller fusion, men det kan også være indførelsen af nye systemer eller tekniske hjælpemidler.

De forandringer, som dette tema beskæftiger sig med, er organisatoriske forandringer, som involverer store dele af arbejdspladsen, evt. hele afdelinger, og som er langt mere omfattende end almindelige dag-til-dag forandringer.

Hvad er forandringer?

Hør professor i arbejds- og organisationspsykologi Karina Nielsen, University of East Anglia, fortælle om forandringer.

Typer af forandringer

Der findes flere forskellige typer af omfattende organisatoriske forandringer. En forandring kan fx omfatte:

Flytning: aktiviteterne forbliver på samme arbejdsplads, men den flyttes til et andet sted i landet.

Offshoring/udflytning: arbejdspladsen aktiviteter flyttes uden for landets grænser.

Outsourcing: arbejdspladsens aktiviteter udliciteres til et andet selskab.

Konkurs/lukning: arbejdspladsen lukker eller går konkurs af økonomiske årsager.

Fusion/overtagelse: 2 arbejdspladser fusioneres, eller en virksomhed foretager opkøb, hvilket medfører omstruktureringer.

Intern omstrukturering: arbejdspladsen foretager en intern omstrukturering, fx. nedskæring.

Forretningsudvidelse: arbejdspladsen udvider sine forretningsaktiviteter og ansætter nye medarbejdere.

Forandringers betydning for arbejdsmiljøet

Undersøgelser viser, at forandringer har betydning for medarbejdernes såkaldt psykosociale arbejdsmiljø og helbred både før, under og efter forandringen.

Forandringer kan være positive og til gunst for både medarbejdere og ledelse, men forandringer kan også sætte arbejdspladsen og det psykiske arbejdsmiljø under pres. Derfor er det vigtigt, at forandringerne gennemføres og håndteres på en velovervejet og god måde.

Kilder til denne side:

Wiezer et al., 2011; Kieselbach, 2009; Wiezer, 2011; Oreg, 2011; Eurofound, 2012.

Se den fulde kildeoversigt til hele forandringstemaet her (pdf)