God kommunikation i forandringsprocessen

God kommunikation kan medvirke til at reducere usikkerhed, overbevise medarbejderne om, at deres synspunkter og interesser bliver taget i betragtning og skabe en følelse af ejerskab.

Flere forskere har peget på vigtigheden af at skabe kommunikation, der involverer individer på alle organisationsniveauer og sikrer, at medarbejderne forstår:

  • hvad der sker
  • hvorfor
  • hvad de kan gøre

fx ved at skabe mulighed for diskussion og deltagelse.

Kommunikation fra ledelsen er vigtig for det psykiske arbejdsmiljø på alle niveauer på arbejdspladsen. Den bør målrettes, så den når ud til hele arbejdspladsen, både de enkelte medarbejdere, mellemledere og medarbejderrepræsentanter osv.

I kommunikationen bør ledelsen ikke blot give den nødvendige information, men gøre det muligt for de forskellige målgrupper at komme i dialog. Derved åbner ledelsen for, at medarbejderne kan få afklaret forskellige spørgsmål eller komme med forslag og derved få mulighed for at påvirke processen. Kommunikationen bør med andre ord gå begge veje.

Hvad er vigtigt for at skabe gode forandringer? Hør, hvad forsker ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø Johan Simonsen Abildgaard siger.

Videoen er en del af en længere video. Se videoen i fuld længde

Kilde: Kieselbach et al., 2009; Pahkin et al., 2011; Kavanagh et al, 2006; Pahkin et al., 2012.

Se den fulde kildebeskrivelse i litteraturlisten (pdf).