Undgå, at fleksible tider udvikler sig til overarbejde og stress

Fleksible arbejdstider og -steder er godt for både medarbejdere og arbejdspladser. Men for nogle fører det til lange arbejdsuger, dårlig søvn og stress, der belaster helbred og privatliv. Løsningen kan være at indføre faste strukturer i arbejdsugen.

I dag behøver mange danskere blot en computer og en internetforbindelse for at udføre deres arbejde. Arbejdet kan foregå hjemme, i bilen eller endda i et andet land. Fleksibiliteten giver nye muligheder for, at medarbejderne kan tilrettelægge deres arbejdstider, så det skaber større balance i privatlivet og familien.

Fleksibilitet i arbejdstid og -sted har derfor også vist sig generelt at øge tilfredsheden på arbejdspladserne, men for nogle medarbejdere udvikler det såkaldt grænseløse arbejde – dvs. arbejde uden faste tider og arbejdssteder – sig til overarbejde, dårlig søvn og stress. Medarbejderne tager flere opgaver på sig, end de kan klare på en normal arbejdstid, og lader arbejdet invadere og belaste privatlivet.

 
Skab holdepunkter og pauser

Pauser fra arbejdet er en vigtig del af et godt arbejdsmiljø. De hjælper til, at vi kan holde koncentrationen og overskuddet både fysisk og mentalt. Pauserne er dog i fare for at forsvinde i det grænseløse arbejde.

Ved at skabe holdepunkter i løbet af arbejdsugen og opdyrke fælles rytmer på arbejdspladsen kan man sikre et kollegialt samvær på arbejdspladsen og forebygge, at de fleksible arbejdstider fører til non-stop arbejde uden pauser og frirum. Fx kan man oparbejde fælles rutiner, vaner, pauser, normer og tilbagevendende kollegamøder.

Kilde: Sunde arbejdsrytmer (BAR SoSu)

Sørg for kollegial sparring

Enearbejde med mange vanskelige situationer og dilemmaer kan være belastende for det psykiske arbejdsmiljø og gøre det sværere for medarbejderen at sætte grænser for arbejdstiden. Her kan det være en fordel, at medarbejderen får sparring fra ledere og kolleger og eventuelt også supervision. Det kan for eksempel være i socialpsykiatrien og på handikapområdet, hvor medarbejderne ofte arbejder hjemme hos borgerne og derfor ofte er alene med svære beslutninger.

Kilde: Sunde arbejdsrytmer (BAR SoSu, se tidligere link)

Vær opmærksom på arbejdsbyrden

Ledere og arbejdsmiljørepræsentanter kan overveje at føre en vis grad af supervision for at sikre, at medarbejdere ikke tager mere arbejde på sig, end hvad det er muligt at klare på en almindelig arbejdsuge.

Kilde: Sunde arbejdsrytmer (BAR SoSu, se tidligere link)

Sæt en ramme om fleksibiliteten

Hvis man som arbejdsplads oplever, at medarbejderne ikke trives i det grænseløse arbejdsmiljø, kan man sætte en ramme om fleksibiliteten. Det kan fx være en regel om, at det er lige meget, om man møder klokken 7 eller klokken 10, men derefter kræver det, at man har noteret det i kalenderen. Eller man kan have en generel regel om, at arbejdet foregår på arbejdspladsen, med mindre andet er aftalt. På den måde kan man muligvis begrænse, at folk arbejder hjemme og lader arbejdsliv og privatliv flyde sammen.

Kilde: Giv arbejdstiden et serviceeftersyn