G� til hovedindholdet

Psykisk arbejdsmiljø - hvilke problemer kan Arbejdstilsynet træffe afgørelse om?

Problemer i det psykiske arbejdsmiljø dækker mange forskellige forhold. Men hvad kan Arbejdstilsynet træffe afgørelser om?

Arbejdsgivere har pligt til at sørge for, at medarbejdere ikke bliver syge eller kommer til skade på grund af problemer i det psykiske arbejdsmiljø. Det betyder, at arbejdsgiveren skal sikre, at hele det psykiske arbejdsmiljø er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.

Problemer i det psykiske arbejdsmiljø som Arbejdstilsynet træffer afgørelse om

Det er ikke alle problemer i det psykiske arbejdsmiljø, som Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om. Arbejdstilsynets praksis tager udgangspunkt i en fælles forståelse med arbejdsmarkedets parter.

Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse i sager, hvor problemer i det psykiske arbejdsmiljø direkte eller indirekte er forårsaget af den enkeltes arbejdsfunktion. Det vil sige  problemer, der typisk har deres udspring i kravene i arbejdet, i arbejdsprocessen, i arbejdsmetoder, de anvendte redskaber og produkter eller de fysiske rammer for at udføre arbejdet. Den type problemer kan fx handle om stor arbejdsmængde og tidspres, høje følelsesmæssige krav i arbejdet eller vold og trusler fra fx borgere eller kunder.

Herudover kan vi træffe afgørelse i sager om krænkende handlinger, herunder mobning og seksuel chikane (sexchikane), uanset hvad der er årsag til problemerne. Hvis der er tale om krænkende handlinger mellem ansatte, og de krænkende handlinger ikke har karakter af mobning, kan vi dog kun træffe afgørelse, hvis ledelsen har forsømt sin handlepligt, og ledelsen eller arbejdsmiljøorganisationen har kendskab til sagen.

Det er altid en forudsætning for Arbejdstilsynets afgørelser, at der er dokumentation for, at arbejdet ikke er planlagt, tilrettelagt og udført sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.

Læs mere om nogle af de problemer i det psykiske arbejdsmiljø, som Arbejdstilsynet typisk kan træffe afgørelse om og de vigtigste regler her:

Stor arbejdsmængde og tidspres

Uklare krav eller modstridende krav i arbejdet

Høje følelsesmæssige krav i arbejdet med mennesker

Krænkende handlinger, herunder mobning og seksuel chikane

Vold og trusler

Ringe kollegial og ledelsesmæssig støtte og feedback

Ringe indflydelse på eget arbejde

Natarbejde

Arbejdstilsynet kan desuden træffe afgørelse om:

Psykisk førstehjælp i forbindelse med traumatiske hændelser

Problemer i det psykiske arbejdsmiljø som Arbejdstilsynet ikke træffer afgørelse om

Arbejdstilsynet træffer ikke afgørelse i sager, hvor problemer i det psykiske arbejdsmiljø har direkte baggrund i ledelsens overordnede beslutninger om virksomheden eller i forhold uden for virksomheden. Det samme gælder problemer, der har direkte baggrund i samspillet mellem ledelsen, de ansatte og deres repræsentanter eller mellem de ansatte indbyrdes, med mindre der er tale om krænkende handlinger, herunder mobning og seksuel chikane.

Den type problemer kan fx handle om usikkerhed i jobbet, fx ved nedskæringer, manglende belønning og manglende forudsigelighed ved væsentlige ændringer.

Læs mere om nogle af de problemer i det psykiske arbejdsmiljø, som Arbejdstilsynet typisk ikke træffer afgørelse om:

Jobusikkerhed

Konflikter i arbejdet

Manglende belønning og anerkendelse

Manglende forudsigelighed ved væsentlige ændringer

Manglende mening i arbejdet

Manglende udviklingsmuligheder

Både problemer, som Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om, og problemer, som Arbejdstilsynet ikke træffer afgørelse om, kan føre til eksempelvis stress. Stress kan føre til fysiske og psykiske helbredsproblemer, hvis det står på i længere tid.

Læs mere om stress

Henter PDF