Ondt i nakke og skuldre

Smerter i skulder og nakke skyldes typisk overbelastning eller spændinger. Det er vigtigt at holde de ømme områder i gang, få evt. professionel vejledning i de rette øvelser. Læs her om de vigtige led, og hvad du kan gøre, når de gør ondt.

Skulderen er kroppens mest bevægelige led. Vi kan maksimalt løfte skulderleddet 180 grader. Bevægelsen foregår både i skulderleddet, skulderbladet og i forbindelsen mellem brystvæggen og skulderbladet. Det hele skal fungere og koordineres, for at vi kan bevæge skulder og arm. Det stiller store krav til de strukturer, der skal holde skulderen både bevægelig og stabil.

Hvis du pludselig får ondt

Hvis du pludselig får ondt i nakke- skulderområdet, findes der forskellige gode råd, du kan prøve. I visse tilfælde kan det blive nødvendigt at gå til læge.

Hvis du får hold i nakken eller pludselige smerter i skulder eller arm:

  • Hold dig aktiv og gør mest muligt, som du plejer.

  • Tag almindelige smertestillende midler, så du lettere kan bevæge dig. Tag den anbefalede dosis hver 4.-6. time. Hverken mere eller mindre. Vent ikke, til det gør rigtig ondt igen. Og tag ikke flere piller.

  • Gå på arbejde, så snart du kan.

Hvis smerterne bliver ved:

  • Vær så aktiv, som du kan.

  • Fortsæt med træning og motion, så meget du kan.

  • Tal med din leder og arbejdsmiljørepræsentant. Måske skal du have ændret på din arbejdsplads, have andre opgaver eller flere pauser.

  • Prøv styrketræning hos en fysioterapeut eller kiropraktor.

Se øvelser mod smerter i nakke, skulder og arm

Skulderens 4 led

Skulderen består af 4 led:

  • Skulderleddet, som består af et stort ledhoved på overarmen og en lille ledskål på skulderbladet.

  • Leddet mellem kravebenet og skulderbladet.

  • Leddet mellem kravebenet og brystbenet.

  • Forbindelsen mellem skulderbladet og brystvæggen.

Skulderleddet omgives af en ledkapsel, som er en stærk bindevævshinde. Ledkapslen er forstærket af flere ledbånd.

Grafik: Muskler i øvre del af ryg

Copyright: Videncenter for Arbejdsmiljø.

Musklerne stabiliserer leddet

Store og stærke muskler og sener stabiliserer skulderleddet og holder ledhovedet fast i ledskålen. Skulderen har både en stor muskel, som er skulderens stærke muskel, og en muskelgruppe, der består af 4 små muskler. De stabiliserer og koordinerer skulderens bevægelser, så den store muskel kan bruge sin kraft. De små skuldermuskler hæfter på skulderbladet og går ud omkring ledhovedet.

Både ledkapsel, sener, muskler og brusk kan tage skade, hvis skulderen bliver overbelastet.

Kugleled i nakken

Nakken består af to led: det øvre nakkeled, som er forbindelsen mellem kraniet og ringhvirvlen og det nedre nakkeled, som er forbindelsen mellem ringhvirvlen og taphvirvlen. Til sammen fungerer de to led som et kugleled, som gør, at man ved hjælp af nakkens og halsens muskler kan bøje hovedet frem, bagover, til siden og dreje det.

Grafik: Cervical vertebae

Copyright: Videncenter for Arbejdsmiljø.

Nakken er en del af ryggen

Nakken er den øverste del af rygsøjlen og fungerer sammen med ryggen. De fleste bevægelser i ryggen foregår i den øverste del af halshvirvelsøjlen og i lænden. Men en bevægelse foregår aldrig kun ét sted i rygsøjlen. Hvis vi bøjer nakken, smitter bevægelsen af på den øvrige del af rygsøjlen. Hvis vi løfter en arm, forplanter bevægelsen sig til skulderen og videre til rygsøjlen.

Hvis man løfter og flytter en genstand, starter bevægelsen i arm og skulder. Hvis vi drejer os for at lægge genstanden ned, bevæger vi skulderen, bøjer os måske ned, retter os op igen. Hver bevægelse kræver nye kombinationer af strækninger og bøjninger i ryg, skulder og arm.

Kilder:
”Hvilken ryg vil du ha’?” af Poul Frost og Johan Hviid Andersen, 2002

”The Back Book” 2002