Tilbage på job efter sygemelding

Jo længere tid, du er sygemeldt med smerter, jo sværere er det at komme tilbage til jobbet. Og det hjælper på smerterne, hvis du forholdsvis hurtigt kommer tilbage i det omfang, du kan. Det kan betyde, at du i en periode skal fritages fra de opgaver, der belaster muskler og led allermest.

Smerter i muskler og led fører ikke nødvendigvis til sygefravær. De, der får smerter og har fysisk krævende arbejde, har ganske vist øget risiko for sygefravær. Men andre faktorer spiller også ind. Det gælder fx mangel på kontrol over arbejdsopgaverne, indflydelse på arbejdet og dårlig social støtte. Også faktorer som stress og angst for smerter har betydning for, om en person melder sig syg.

Vi tolker vores smerter

Vores smerter kommer hurtigt til at fylde meget, hvis vi ikke har det godt på arbejdspladsen eller er utrygge, fortæller overlæge Ole Steen Mortensen, Bispebjerg Hospital.

Tilpasning af arbejdet

Hvis man alene fokuserer på smerter, vil man ofte forsøge at finde en diagnose og en behandling for det, der gør ondt. Men for de fleste former for smerter i muskler og led findes der ikke en enkel forklaring og derfor heller ikke en sikker behandling.

Hvis fokus i stedet rettes mod arbejdsevnen, og det, der påvirker den, betyder det, at medarbejder og leder sammen kan se på muligheder frem for begrænsninger i forhold til arbejdet.

Det kræver, at arbejdsgiveren inddrager medarbejderen, så arbejdet tilpasses den medarbejderens arbejdsevne og mulighed for at blive i jobbet.

Det drejer sig først og fremmest om at tilrettelægge arbejdet, fx med mulighed for pauser, andre opgaver eller kortere arbejdstid i en periode. Det kan fx også handle om ergonomisk tilpasning af bord og stol eller undervisning i løfte- og forflytningsteknik. Tilrettelæggelsen af arbejdet afhænger af, hvilken slags arbejde der er tale om, og hvor meget den enkelte medarbejder kan klare.

Læs mere om, hvordan I kan tilpasse arbejdet, så ansatte med smerter kan blive i jobbet

Indflydelse er afgørende

Ifølge den nyeste viden på området er det afgørende ikke, hvilke konkrete tilpasninger der er tale om. Derimod er det afgørende:

  • at de ergonomiske tilpasninger ikke står alene
  • at medarbejderen er med til at beslutte, hvad der skal ske
  • at medarbejderen er tilfreds med den måde, hans eller hendes arbejdsplads er indrettet på, og den måde arbejdet er tilrettelagt på.

Ergonomiske løsninger er ikke nok

Tidligere troede man, at ergonomiske løsninger som hæve-sænkeborde, indstillelige stole og forskellige hjælpemidler til løft kunne forebygge problemer med muskler og led. Men det har vist sig, at det kan de kun i et vist omfang.

Men ergonomiske hjælpemidler kan være med til både at forebygge, at problemer med muskler og led bliver værre, når de først er opstået, og at de, der har smerter, kan udføre deres job. Effekten af ergonomiske løsninger kan styrkes, hvis de kombineres med den rette fysiske aktivitet.

Læs mere om ergonomisk arbejdsmiljø

Vigtigt at holde sig i gang trods smerter

Et godt råd er derfor, at man opretholder sine daglige aktiviteter og fortsætter med at arbejde i størst muligt omfang, når man har ondt i muskler og led. For at det kan lade sig gøre, bør man i de fleste tilfælde ændre på arbejdspladsens indretning og arbejdets tilrettelæggelse. Det gælder fx anlægsarbejderen, der i en periode helt skal fritages for knæliggende arbejde for dermed at undgå yderligere forværring af knæsmerter. Men man skal stadig gøre sit arbejde i det omfang, man kan, for det er faktisk en del af behandlingen mod smerterne.

Kilde: Hvidbog om sygefravær og tilbagevenden til arbejde ved muskel- og skeletbesvær.