Hvornår er det en arbejdsskade?

En arbejdsskade kan ifølge loven enten være en ulykke eller en erhvervssygdom. Smerter i muskler og led kan være både erhvervssygdomme og ulykker.

En arbejdsskade kan ifølge loven enten være en ulykke eller en erhvervssygdom.
En erhvervssygdom opstår af påvirkninger fra arbejdet gennem kortere eller længere tid.
En ulykke er en fysisk eller psykisk skade, som opstår pludseligt eller inden for 5 dage.

Muskel- og skeletsmerter kan være både erhvervssygdomme og ulykker. De kan opstå pludseligt ved eksempelvis et knæk i ryggen eller efter mange års løftearbejde.

Erstatning

For at få erstatning skal ulykken eller sygdommen anerkendes som en arbejdsskade ud fra reglerne i arbejdsskadeloven.

Overordnet er kravene, at skaden skal være sket under arbejde for en arbejdsgiver med hjemsted i Danmark. Samtidig skal skaden være sket på grund af arbejde eller på grund af de forhold, som arbejdet er foregået under.

Hvis skaden anerkendes som arbejdsskade, er der mulighed for at få erstatning. Det er Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, AES (tidligere Arbejdsskadestyrelsen), der ud fra reglerne i arbejdsskadeloven vurderer, om der er tale om en arbejdsskade. En eventuel erstatning bliver udbetalt af arbejdsgivers forsikringsselskab.

Anerkendelse af erhvervssygdomme

Når AES vurder, om en sygdom kan anerkendes som en arbejdsskade, tager den udgangspunkt i fortegnelsen over erhvervssygdomme.

Fortegnelsen er en liste over sygdomme og de påvirkninger, der kan føre til sygdommen. Listen har eksempelvis et afsnit om ryg-, nakke-skulder- og hofte-sygdomme og de påvirkninger, man skal være udsat for gennem sit arbejde, for at sygdommen kan anerkendes som en arbejdsskade.

En sygdom, der ikke står på fortegnelsen, kan stadig anerkendes som en arbejdsskade. Det kræver dog, at sygdommen først forelægges for Erhvervssygdomsudvalget, som i den konkrete sag vurderer, om sygdommen skyldes arbejdet, og derfor kan anerkendes som en arbejdsskade.

Det er AES, der vurderer, om en sygdom har en mulighed for at blive anerkendt i Erhvervssygdomsudvalget og derfor forelægger sagen for udvalget. Hvis en sygdom skal anerkendes i udvalget, skal det være overvejende sandsynligt, at sygdommen er opstået på grund af de særlige påvirkninger, som den tilskadekomne har været udsat for på arbejdet.

Se fortegnelsen over erhvervssygdomme

Anmeldelse af en arbejdsskade

Arbejdsgivere og læger har efter arbejdsskadeloven pligt til at anmelde arbejdsskader. Derfor vil det i langt de fleste tilfælde være dem, som anmelder en arbejdsskade. Den tilskadekomne kan også selv anmelde en ulykke eller sygdom.

Læs mere om anmeldelser af arbejdsskader på Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings hjemmeside