Indretning af arbejdsbord

Arbejdsbordet skal passe til dig, der sidder ved bordet og de arbejdsopgaver, du skal udføre. Du skal have tilstrækkelig plads til at sidde og bevæge dig hensigtsmæssigt.

Krav til arbejdsbordet

Bordets dybde skal være så stor, at en computerskærm kan anbringes i passende synsafstand, og der er plads til at hvile eller støtte hænder og underarme foran tastaturet. Bordpladen skal reflektere mindst muligt.

Der skal være tilstrækkelig plads til, at medarbejderen kan bruge hensigtsmæssige arbejdsstillinger og -bevægelser. Hensigtsmæssige arbejdsstillinger og -bevægelser forudsætter, at sidde- og arbejdshøjde kan tilpasses individuelt til medarbejderen og arbejdsopgaverne.

Arbejdsbordet skal derfor være indrettet, så sidde- og arbejdshøjde passer til den medarbejder, der arbejder ved bordet, og til de arbejdsopgaver, der udføres.

Ifølge Arbejdstilsynet bør der ikke være under 110 cm fra forkanten af arbejdsbord, bånd e.l. og til nærmeste inventar/væg.

Gode råd om arbejdsborde:

  • Det er ikke et krav, at arbejdsbordet til skærmarbejdet skal kunne indstilles i højden. Men det vil ofte være den bedste løsning for at opnå variation i arbejdsstillingen.
  • Er der flere, der benytter samme arbejdsbord, er det som regel nødvendigt at kunne justere arbejdsbordets højde.
  • Lad være med at bruge pladsen under arbejdsbordet til opbevaring. Det kan betyde, at du ubevidst undgår at varierer dine benstillinger, fordi du ikke kan komme til.

Se Arbejdstilsynets beskrivelse af krav til arbejdsborde 

Få inspiration til kontorindretningen

BFA Kontor har udarbejdet en række film med fokus på ergonomi på kontoret. Filmene giver gode råd i forhold til forskellige områder af ergonomi, herunder variation, indretning af arbejdspladsen samt idéer til udstræknings- og elastikøvelser, der kan laves på kontoret eller derhjemme.

Se dem på BFA Kontors hjemmeside