Få et godt arbejdslys på kontoret

Dagslys er det bedste arbejdslys. Men hvor det ikke er tilstrækkeligt, kan der suppleres med kunstig almenbelysning og punktbelysning.

Undersøgelser har vist, at naturlig belysning påvirker mennesker positivt, og derfor er det at foretrække i det omfang, det giver lys nok på arbejdspladsen. Dagslys kan kombineres med kunstig almenbelysning i eksempelvis loft og vægge og som standerlamper. Punktbelysning som eksempelvis arbejdslamper kan bruges til lokal belysning.

Kunstig belysning skal gengive farver korrekt. Det betyder mindre, om selve farven er varm eller kold.

Krav til belysning

  • Som hovedregel skal der fra arbejdsrum være udsyn til omgivelserne gennem vinduer eller lignende.
  • Lyset må ikke blænde, give generende reflekser eller generende varme.
  • Både almenbelysning og punktbelysning skal være flimmerfri.
  • Vinduer skal have en afskærmning, som kan dæmpe skarpt dagslys, der falder ind på skærmarbejdspladsen.
  • Lyskilder skal rengøres og vedligeholdes, ellers giver de ikke optimalt lys.

Se Arbejdstilsynets vejledning om kunstig belysning 

Problemer med lyset

Blænding kan gøre det svært at se det, man arbejder med. I nogle tilfælde kan man være blændet uden at være opmærksom på det. Man skelner mellem synsnedsættende blænding, som direkte forringer øjets evne til at opfatte, og blænding, der umiddelbart føles ubehagelig. Begge blændingsformer skal undgås.

Blænding kan give træthed og hovedpine og medføre dårlige arbejdsstillinger. Blænding viser sig fx ved, at lyset "skærer" i øjnene, eller at lyset er skarpt, så man føler trang til at skygge for øjnene. Blænding kan skyldes sol gennem vinduer, dårligt afskærmede belysningsarmaturer eller reflekser, fx i computerskærme eller andre blanke overfalder.

Skærm af for generende lys

En lys og gennemskinnelig solafskærmning lader mest dagslys slippe ind. I undgår bedst blænding med en lys, mat og regulerbar afskærmning.

Brug de muligheder for afskærmning, der findes. Placer dig i rummet, så du ikke ser direkte mod vinduerne. I bør ikke placere skærme tæt på vinduerne, og synsretningen bør være parallel med vinduesvæggen.

Vælg en god farvegengivelse

Lysets evne til at gengive farver korrekt har betydning for arbejdsmiljøet. For at beskrive denne evne bruges et indeks – Ra – der angives på en skala op til 100, hvor 100 er det bedste. Ra-værdien fremgår af lyskildernes emballage. De fleste moderne lysstofrør har en Ra-værdi på 82-85, men kan fås op til ca. 95. Der findes en del LED-pærer med Ra over 80, og enkelte med Ra op til 95. Glødelamper har typisk en Ra-værdi på 100.

Af hensyn til en naturlig gengivelse af fx ansigtskulør m.m. bør der normalt ikke bruges lyskilder med Ra mindre end 80 i rum, hvor mennesker opholder sig i længere tid. Ved arbejdsopgaver, der indebærer farvebedømmelse, kan det være nødvendigt med Ra nær 100.

Ved nyanskaffelser:

  • Begræns varmeudledning: Vælg energibesparende lyskilder eller automatisk styring.
  • Zoneopdel belysningen i større lokaler, så det er muligt at tænde og slukke for dele af belysningen.
  • Arbejdslamper er bedst for arbejdsmiljøet, når de har asymmetrisk lysfordeling, hvor lyset bliver sendt skråt ud til siden.
  • Loftarmaturer er gode, når de har direkte/indirekte belysning, hvor hovedparten af lyset bliver sendt nedad og en mindre del opad.

Ved etablering af nye anlæg er LED-belysning i dag det mest almindelige. Lysdioderne har udkonkurreret de fleste andre lyskilder inden for energieffektivitet og i mange tilfælde også, hvad lyskvalitet angår. En anden fordel ved lysdioder er, at ikke udsender varmestråling.

Udvalget af LED-lyskilder er meget stort og varieret. Vær opmærksom på at:

  • visse LED-armaturer kan kaste mange, skarpe skygger, hvilket er meget uhensigtsmæssigt f.eks. med arbejdslamper
  • mange LED-løsninger flimrer, og det især i forbindelse med dæmpning. Her er det nødvendigt at vælge armaturer med en driver, som muliggør flimmerfri drift
  • 2 lyskilder med samme Ra-tal kan lyse meget forskelligt, og det gælder særligt for LED-lyskilder

Det anbefales, at man afprøver farvegengivelsen i praksis.

Ved større installationer anbefales en prøveophængning kombineret med en grundig visuel vurdering af blændingsforholdene.

Læs mere om belysning i BFA Kontors vejledning 'Godt lys på kontoret' (pdf)