Tips til et godt biologisk arbejdsmiljø i 7 brancher

Her kan du læse, hvilke forholdsregler arbejdspladsen kan og skal tage, og hvordan du kan passe på dig selv.

Laboratorier

  • Sørg for gode rutiner omkring hygiejne, fx hyppig og grundig vask af hænderne.
  • Begræns spredning af smitte med infektioner ved at skifte tøj og tage bad, inden du forlader arbejdspladsen.
  • Bliv vaccineret.

Landbruget

  • Find alternativer til trykspuling, eller sæt trykket lavt.
  • Reducer udviklingen af støv ved fx at begrænse tørfodring, og vask i stedet for at feje.
  • Brug åndedrætsværn ved fodring og andre støvende processer.
  • Pas på livsfarlige svovlbrintegasser. Benyt altid en gasmåler til at tjekke indholdet af gas i gylletank eller -vogn inden arbejdsprocesser, der involverer kontakt med indholdet. Benyt altid luftforsynet åndedrætsværn.

Gartnerier

  • Monter afskærmning, fx i forbindelse med sprøjtning med biopesticider i drivhuse.
  • Fjern udtjente planter, inden de visner og danner organisk støv.
  • Hav om muligt åbne vinduer under støvende arbejdsprocesser.
  • Vær opmærksom på at større planter støver mere end mindre planter.

Renovationsarbejdere

Den værste eksponering for sundhedsskadelige bakterier, svampe og andre mikroorganismer er under aflæsning.

  • Beskyt øjne og luftveje, hvis støvet affald er emballeret dårligt.
  • Forskning tyder på, at mikroorganismer fra affaldet bæres med ind i førerhuset på skraldebiler. For at mindske risikoen for eksponering er det derfor en god ide at gøre rent jævnligt.
  • Lad de sundhedsskadelige mikroorganismer blive på arbejdspladsen. En mulighed er at tage bad og skifte tøj, inden du forlader arbejdspladsen.

Brændselsanlæg

  • Placer halmballerne rigtigt ved levering, så de ikke skal flyttes senere.
  • Brug en centralstøvsuger i stedet for en kost til at rense lastbilen.
  • Hold portene åbne, når halmballerne læsses af.
  • Luft ud.
  • Tjek, at halmopriveren ikke er kilde til støv.
  • Brug ikke biobrændsel, der har været lagret fugtigt.

Rensningsanlæg

  • Find ud af, hvor I risikerer at komme i kontakt med de sundhedsskadelige mikroorganismer.
  • Benyt sikkert og godt vedligeholdt udstyr til fx indkapsling, udsugning eller ventilation.
  • Brug effektive åndedrætsværn, øjenbeskyttelse, overtrækskitler og handsker, når det er relevant, og indfør arbejdsrutiner og -procedurer, så I mindsker hud- og slimhindekontakt med sundhedsskadelige mikroorganismer.
  • Undgå eller begræns dannelse af støv, dråber og aerosoler.
  • Sørg for omhyggelig håndvask før spisning og rygning, efter toiletbesøg og ved arbejdstids ophør.

Plejecentre og hospitaler

  • Håndhygiejne er det vigtigste. Altid før rene procedurer, efter urene procedurer, og efter brug af handsker.
  • Instruer patienter, borgere, besøgende og leverandører i håndhygiejne.
  • Vær iført arbejdsdragt og personlige værnemidler, når det er relevant.
  • Handsker skal tages fra beholderen med rene og tørre hænder og kasseres straks efter brug.
  • Ved risiko for stænk eller sprøjt til næse og mund anvendes maske, der kasseres efter brug, eller når rummet forlades.
  • Brug beskyttelsesbriller ved risiko for stænk eller sprøjt i øjnene.

Læs Arbejdstilsynets vejledning om udsættelse for bakterier, svampe og andre mikroorganismer

Kilder

En simpel indsats gav mindre støv i luften hos landmænd 

Identification of work tasks causing high occupational exposure to bioaerosols at biofuel plants 

Giftgas: To indåndinger så er du væk (Fagbladet 3F)

Sikkerhed ved arbejde med gylle (BAU Jord til Bord) (pdf)

Exposure and Preventive Measure to Reduce High and Daily Exposure to Bacillus thuringiensis in Potted Plant Production