G� til hovedindholdet

Oplysninger om den kemiske sammensætning

En produktanmeldelse består bl.a. af en række oplysninger om produktets eller råvarens kemiske sammensætning. Læs Produktregistrets retningslinjer for, hvordan I skal opgive disse oplysninger, når I anmelder et produkt.

Når I udfylder en anmeldelse til Produktregisteret, skal I oplyse stoffets eller materialets kemiske sammensætning. Det er vigtigt, at oplysningerne er præcise, entydige og fuldstændige, og at den kemiske sammensætning er 100 pct. oplyst.

For at opnå præcise og entydige oplysninger, om sammensætningen skal I følge disse retningslinjer, når I identificerer stoffer og materialer, herunder råvarer, i anmeldelsen:

  • Når det gælder rene stoffer, skal I finde deres entydige kemiske navn og CAS-nr. Dette gælder også for materialer, hvor der er tildelt et enkelt CAS-nr.
  • Når der er taler om polymerer, som ikke har fået tildelt et CAS-nr., kan der angives et generisk CAS-nr. og der oplyses om de underliggende CAS-nr. for monomererne i bemærkninger til sammensætningen. (Se brugervejledningen for Produktregistret).
  • Hvis der er tale om råvarer, kan I fremsøge råvaren på handelsnavnet eller et råvare-PR-nummer i systemet og tilføje dem til sammensætningen. 
  • Hvis den udenlandske producent ikke ønsker at oplyse jer om sammensætningen af stoffet eller materialet, skal I bede producenten om at oprette en råvare i systemet. Producenten får et råvare-PR-nummer, som man som anmeldervirksomhed herefter kan bruge i systemet.
  • Oplysningskravene for råvarernes sammensætning og mærkning er de samme som for det anmeldte produkt.
  • Det skal oplyses, om produktet indeholder et teknisk fremstillet nanostof. Hvis det gør, er det muligt i sammensætningen at angive, hvilket stof der er på nanoform. 
  • Ved indgående komponenter, som indgår med mindre end 1 pct., kan der oplyses en almen teknisk betegnelse som fx parfume, fyldstof eller farvestof. Dog højst 2 pct. af den samlede sammensætning.

Se listen over generiske stoffer sidst i vores brugervejledning

Brugervejledning til Produktregistret - pdf

Anmeldelse af råvarer

Oplysninger om sammensætningen i en anmeldelse kan bestå af forskellige råvarer. Disse råvarer kan også bestå af andre råvarer.

Udenlandske producenter af råvarer, som indgår i et stof eller materiale - men som ikke bliver importeret til Danmark som et selvstændigt produkt - kan registrere deres råvarer i Produktregistret og få tildelt et råvare PR-nummer.

Ved en råvareanmeldelse skal råvarens fuldstændige sammensætning samt mærkning indsendes. Derefter kan råvare-PR-nummeret bruges som identifikation af råvaren i en produktanmeldelse. Det kan gøre det nemmere og hurtigere at anmelde produkter.

Rammeanmeldelser

I kan anmelde stoffer og materialer, som ligner hinanden, fx en maling, der produceres i 20 forskellige farver, i en rammeanmeldelse under samme PR-nummer.

Der er særlige kriterier for, hvornår I kan anmelde stoffer og materialer i en ramme og få tildelt et fælles PR-nummer for stofferne og materialerne.

Kriterier for rammeanmeldelse

Stofferne eller materialerne skal:

  • tilhøre en sammenhørende gruppe eller produktserie, fx en maling i forskellige nuancer i en farveserie
  • have samme anvendelse og funktion
  • kemisk ligne hinanden. Det vil sige, at de kun adskiller sig:
    - ved få alternative komponenter, fx pigmenter, eller/og
    - ved variationer i koncentrationen af de enkelte indholdsstoffer, eller/og
    - ved variation i de fysiske egenskaber
  • have samme faremærkning
  • have samme kodenummer, hvis der er tildelt kodenummer
  • have samme kemisk-toksikologiske egenskaber.

Henter PDF