Fastsættelse af årsløn for selvstændige erhvervsdrivende og medarbejdende ægtefæller sikret efter § 2, stk. 3

I medfør af § 24, stk. 5, i lov nr. 422 af 10. juni 2003 om arbejdsskadesikring fastsættes:

Kapitel 1 - Hovedprincipper

§ 1. Ved årsløn forstås tilskadekomnes arbejdsfortjeneste i det år, der går forud for skadens indtræden, jf. lovens § 24, stk. 1.

Stk. 2. Har særlige forhold gjort sig gældende, fastsættes årslønnen ud fra et skøn, jf. lovens § 24, stk. 1, 2. pkt. Følgende momenter kan indgå i skønnet:

  1. Gennemsnitsmetoden, jf. stk. 3.
  2. Virksomhedens art og størrelse.
  3. Virksomhedens resultater i årene forud for skaden.
  4. Den tilskadekomnes arbejdsopgaver for virksomheden og værdien af arbejdsindsatsen.
  5. Eventuelle medejeres, medarbejdende ægtefællers eller andre ansattes indsats i virksomheden og indvirkning på virksomhedens resultat og overskud.
  6. Øvrige interne og eksterne forhold.

Stk. 3. Såfremt indkomsten i året forud for skaden ikke giver et retvisende billede af den tilskadekomnes indkomst, opgøres årslønnen normalt på grundlag af de seneste 3 års, eventuelt 5 års, indtjening (gennemsnitsmetoden) .

§ 2. Årslønnen opgøres som summen af alle indtægtskilder, som den tilskadekomnes arbejdsevne er anvendt til (totalindkomstprincippet).

Kapitel 2 - Fastsættelse af årsløn for selvstændige erhvervsdrivende sikret efter lovens § 48, stk. 2

§ 3. Årslønnen for selvstændige erhvervsdrivende fastsættes på grundlag af virksomhedens resultat før finansielle poster og efter afskrivninger.

§ 4. Som hovedregel anvendes virksomhedens driftsøkonomiske regnskab korrigeret for ekstraordinære og usædvanlige poster.

Stk. 2. Er der ikke udarbejdet et driftsøkonomisk regnskab, kan årslønnen fastsættes med udgangspunkt i skatteregnskabet korrigeret for skattemæssige afskrivninger, der skønnes at afvige væsentligt fra driftsøkonomiske afskrivninger, samt korrigeret for andre forhold, der udelukkende skønnes at have skattemæssig karakter.

§ 5. Er der beskæftiget en medarbejdende ægtefælle i virksomheden, skal ægtefællens andel af virksomhedens overskud fratrækkes.

Stk. 2. Ægtefællens andel fastsættes skønsmæssigt, jf. § 8.

§ 6. Ejes virksomheden af flere, fastsættes årslønnen på grundlag af ejerandel.

§ 7. Har virksomheden givet underskud, fastsættes årslønnen skønsmæssigt efter principperne nævnt i § 1.

Kapitel 3 - Fastsættelse af årslønnen for medarbejdende ægtefæller sikret efter lovens § 48, stk. 2

§ 8. Årslønnen for medarbejdende ægtefæller fastsættes skønsmæssigt. Følgende momenter kan indgå i skønnet:

  1. Eventuel lønaftale eller anden form for aflønning.
  2. Ægtefællens uddannelse.
  3. Ægtefællens arbejdsopgaver for virksomheden.
  4. Andres værdi i stillingen.
  5. Gennemsnitsmetoden, jf. § 1, stk. 3.
  6. Virksomhedens art og størrelse.
  7. Ejerens og andre ansattes indsats i firmaet og indvirkning på virksomhedens resultat og overskud.

Kapitel 4 - Almindelige bestemmelser

§ 9. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2004 1) .

Arbejdsskadestyrelsen, den 29. september 2003

Anne Lind Madsen /Ole Pontoppidan

1Der udarbejdes en vejledning til bekendtgørelsen.