G� til hovedindholdet

Bekendtgørelser

Bekendtgørelse om arbejdsskadesikring under befordring til og fra arbejde

Beskæftigelsesministeriets bekendtgørelse nr. 1606 af 9. december 2016 om arbejdsskadesikring under befordring til og fra arbejde

I medfør af § 4, stk. 3, i lov om arbejdsskadesikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 278 af 14. marts 2013, fastsættes:

§ 1. Befordring til og fra fast eller midlertidig arbejdssted er ikke sikret efter loven, og skader, der opstår under sådan befordring, anerkendes ikke som arbejdsskader, jf. dog § 3 og § 4.

Stk. 2. Deltagelse i kurser som led i arbejdet eller virksomhedens drift sidestilles med arbejde. §§ 2-4 finder derfor tilsvarende anvendelse i disse tilfælde.

§ 2. I denne bekendtgørelse forstås ved:

  1. Fast arbejdssted: Et eller flere geografisk afgrænsede steder, distrikter eller områder, hvor arbejdet som hovedregel udføres. Til arbejdsstedet medregnes parkeringsarealer, gårdspladser, havneområder og andre udendørsarealer, når disse er forbundet med arbejdsstedet ved veje, stier eller lignende, der hører til virksomhedens matrikel, eller som virksomheden på anden måde disponerer over.
  2. Midlertidigt arbejdssted: Et arbejdssted, som træder i stedet for det faste arbejdssted i en tidsmæssigt afgrænset periode, når det ikke er forbundet med overnatning på det midlertidige arbejdssted.
  3. Tjenesterejse: Arbejdsrelaterede rejser i Danmark eller i udlandet. Rejsen skal være forbundet med overnatning og på forhånd være bestemt til at have en varighed på mindre end 28 dage. Er tjenesterejsen modulopdelt, gælder kravet til varighed for hvert modul. Forlænges tjenesterejsen til at have en varighed på 28 dage eller mere, anses rejsen som udstationering fra den 28. dag, jf. nr. 4.
  4. Udstationering: Arbejdsrelaterede rejser i Danmark eller i udlandet, der er planlagt til at indebære et ophold på samme sted af mindst 28 dages varighed, og der overnattes på udstationeringsstedet. Er udstationeringen modulopdelt, gælder kravet til varighed for hvert modul.

§ 3. Skader, der opstår under befordring til og fra arbejde, er sikret efter loven, hvis befordringen efter en konkret vurdering må anses som et led i arbejdet eller efter en konkret vurdering overvejende vurderes at være i virksomhedens interesse. Det gælder uanset, om befordringen sker i et køretøj, der er stillet til rådighed af arbejdsgiveren. Bl.a. følgende forhold taler for, at befordringen sker i virksomhedens interesse:

  1. arbejdsgiveren har en økonomisk gevinst ud af den måde, befordringen er tilrettelagt på,
  2. arbejdsgiveren tilrettelægger og råder over selve befordringen, eller
  3. arbejdstageren medbringer reservedele, værktøj eller andre arbejdsredskaber, som tilhører arbejdsgiveren.

Stk. 2. Sikringen efter stk. 1, nr. 3, omfatter også skader, som forårsages af arbejdsredskaberne m.v., herunder skader, som på grund af redskaberne m.v. får et større omfang end tilfældet ellers ville have været.

§ 4. Befordring til og fra arbejde er bl.a. sikret efter loven, når:

  1. Arbejdstageren udfører ærinder for arbejdsgiveren eller virksomheden undervejs til eller fra arbejdet, som medfører en afvigelse fra arbejdstagerens sædvanlige rute mellem hjem og arbejdssted. Ved udførelse af et sådant ærinde på vej til arbejdsstedet indtræder sikringen under befordringen ved ærindets påbegyndelse. Udføres ærindet på vej fra arbejdsstedet består sikringen fra arbejdsstedet og indtil ærindet er afsluttet.
  2. Arbejdstageren tilkaldes af arbejdsgiveren eller nødsages til i virksomhedens interesse at møde på arbejdet i sin fritid eller har rådighedsvagt.
  3. Arbejdstageren som led i arbejdsforholdet er på tjenesterejse. Sikringen omfatter befordring mellem bopæl og det sted, hvor arbejdet skal udføres, og mellem logi og dette arbejdssted.
  4. Arbejdstageren udstationeres som led i arbejdsforholdet. Sikringen omfatter befordring mellem bopæl og udstationeringsstedet. Befordring mellem logi og arbejdssted under udstationeringen vurderes efter denne bekendtgørelse i øvrigt.
  5. Arbejdstageren udfører arbejde, der udgår fra dennes hjem, og som indebærer befordring mellem kunder, klienter eller forretningsforbindelser m.v.

§ 5. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2017 og har virkning for skader, der indtræder på ikrafttrædelsesdagen og senere.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 939 af 26. november 2003 om arbejdsskadesikring under befordring til og fra arbejde ophæves.Beskæftigelsesministeriet, den 9. december 2016

Troels Lund Poulsen / Nanna Møller

Indhold

Indhold

Henter PDF