Sådan genoplader du på jobbet

Genopladning eller restitution på arbejdspladsen er nødvendig for at få ny energi og ikke være helt udkørt, når arbejdsdagen er forbi. 4 forskningsbaserede tips kan hjælpe dig i det daglige.

Kolleger sidder og griner omkring et bord
Det er vigtigt, at der er mulighed for at restituere i løbet af en arbejdsdag. Foto: Colourbox

Stress, højt arbejdspres, sygefravær og stor omsætning af personale er udfordringer, man ofte hører om i sundhedsvæsnet. Men hvad skal der til for, at medarbejderne føler sig godt tilpas og klarer at gå på arbejde trods en presset arbejdssituation?

Det spørgsmål har Lina Ejlertsson, ph. d.-studerende i folkesundhed på Lunds Universitet, undersøgt i et studie på 26 sundhedscentre i det nordøstlige Skåne. Det skriver det svenske netmedie Arbetsliv.

Variation, fællesskab og håndterbarhed

Studiet er en del af hendes ph.d.-afhandling, der bl.a. gik ud på at undersøge, hvad der skal til for at de ansatte får restitueret på arbejdspladsen. Hun gennemførte et stort fokusgruppeinterview med ansatte på sundhedscentrene, og resultaterne viser, at genopladning primært drejer sig om 3 faktorer:

-Først og fremmest handler restitution om variation i arbejdet, både med hensyn til arbejdsopgaver og tempo, men også om muligheden for miljøskift, forklarer Lina Ejlertsson til Arbetsliv.

Den anden faktor drejer sig om fællesskabet med og forholdet til kollegerne, som for eksempel at have det sjovt sammen, at lære hinanden at kende, småsnakke om andre ting end jobbet, samarbejde og give hinanden feedback.

Og den tredje og sidste faktor handler ifølge Lina Ejlertsson om håndterbarhed, det vil sige at have kontrol med sin arbejdssituation, hvad man skal prioritere, og at man har tid til at fuldføre en opgave, før man begynder på den næste.

Intervention på 6 sundhedscentre

For konkret at undersøge, om det lod sig gøre at bruge de tre faktorer ude på arbejdspladserne, foretog forskerne en intervention på 6 sundhedscentre over et år. Interventionen gik ud på at indføre skræddersyede foranstaltninger såsom at tage mikropauser, ændre miljø i frokostpausen, danne inspirationsgrupper og afholde fælles morgenmøder.

-Den positive ting, vi har set, er, at det faktisk fungerede mange steder. De indførte aktiviteter har haft en så positiv effekt, at arbejdspladserne efter projektets afslutning selv er fortsat med de forskellige aktiviteter, siger Lina Ejlertsson.

Hun håber derfor, at forskningsprojektet vil ændre tankegangen i arbejdet, og mener, at interventionerne kan bruges på stort set alle arbejdspladser, også uden for sundhedssektoren.

Læs mere om restitution

Læs mere om forskningsprojektet