Job&Sind – få hjælp til at forebygge og håndtere dårlig trivsel på arbejdspladsen

Et nyt værktøj skal hjælpe arbejdspladser med at tage hånd om medarbejdere, der oplever psykisk mistrivsel. Med en tidlig indsats kan man styrke fastholdelsen af medarbejderne og forhindre sygemeldinger, vurderer forskerne bag værktøjet.

Job&Sind er et værktøj, der skal hjælpe arbejdspladserne med at forebygge og håndtere dårlig psykisk trivsel blandt medarbejderne. Foto: Colourbox
Job&Sind er et værktøj, der skal hjælpe arbejdspladserne med at forebygge og håndtere dårlig psykisk trivsel blandt medarbejderne. Foto: Colourbox

Mellem hver 6. og hver 10. erhvervsaktive i Danmark rapporterer, at de enten oplever et højt niveau af depressive symptomer, symptomer på angst, eller føler sig stressede (Kilde: Arbejdsmiljø og Helbred i Danmark, 2016).

Med et nyt værktøj, der består af 16 anbefalinger, kan arbejdspladser og ledere nu få hjælp til at blive bedre til at opdage og tage hånd om psykisk mistrivsel på arbejdspladsen. Værktøjet er baseret på internationale standarder og retningslinjer, og er udviklet af forskere fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA).

Psykisk mistrivsel påvirker omverdenen

Alle kan blive berørt af psykisk mistrivsel, ligesom vi kan få ondt i ryggen eller få influenza. Mistrivslen kan skyldes belastninger på arbejdet, der kan føre til arbejdsrelateret stress, men den kan også opstå i forbindelse med påvirkninger uden for arbejdet - for eksempel store livsbegivenheder som skilsmisse eller det at blive forældre.

- Uanset hvad årsagen til den psykiske mistrivsel er, så kan den påvirke både den enkelte medarbejder, kollegerne og resten af arbejdspladsen. Hvis der ikke bliver gjort noget for at forebygge og håndtere mistrivslen på arbejdspladsen, risikerer medarbejderen i værste fald at blive sygemeldt, og det koster både arbejdskraft og ekspertise for arbejdspladsen. Så der er god grund til at tage hånd om psykisk mistrivsel, siger seniorforsker og projektleder på Job&Sind, Jesper Kristiansen, NFA.

4 overordnede temaer

De 16 anbefalinger fordeler sig på 4 forskellige temaer. Hvert tema indeholder forslag til konkrete initiativer, man kan sætte i gang på arbejdspladsen. Temaerne har følgende overskrifter:

Sådan skaber man en rummelig og åben kultur om psykisk mistrivsel på arbejdspladsen
Sådan kan arbejdspladsen støtte lederen
Sådan kan lederen være opmærksom og reagere på tegn på psykisk mistrivsel
Sådan kan lederen tage hånd om medarbejdere med psykisk mistrivsel

Pejlemærker og pjece

Foruden de 16 anbefalinger har forskerne udarbejdet 4 pejlemærker målrettet små- og mellemstore arbejdspladser samt en pjece, der giver en dybere forståelse af, hvad psykisk mistrivsel er, hvilke symptomer man kan have, og hvorfor det kan gavne at sætte initiativer i gang for at forebygge og håndtere psykisk mistrivsel på arbejdspladsen.

Vil du vide mere?

Du kan læse alle anbefalingerne og hente pejlemærkerne og pjecen på hjemmesiden nfa.dk/jobogsind