Tag medarbejderne med på råd i rådgivningen

Inddragelse af medarbejderne og et bredt blik for, at smerter kan skyldes mange forskellige faktorer. Det er vigtigt, når arbejdspladserne skal rådgives om forebyggelse og håndtering af smerter.


Smerter i muskler og skelet kan have store konsekvenser: Sygefravær, nedsat arbejdsevne og førtidig tilbagetrækken fra arbejde, sagde Charlotte Nørregaard Rasmussen på AM:2018, Arbejdsmiljøkonferencen. Foto: Søren Svendsen

Hvis arbejdsmiljørådgivere skal klæde arbejdspladserne bedre på til at kunne forebygge og håndtere smerter, bør man tage de nuancerede briller på. Bl.a. er det en god idé, at medarbejderne inddrages, og så skal man være opmærksom på, at smerter ikke blot skyldes fysiske belastninger.

Det pointerede Charlotte Nørregaard Rasmussen, seniorforsker på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø til en workshop på AM:2018. Her holdt hun oplæg om de foreløbige resultater fra forskningsprojektet PERMA, der skal komme med anbefalinger til rådgivning om smerter på arbejdspladsen baseret på praktiske erfaringer og viden fra forskningen.

En flerstrenget indsats

- Vi kan se, at det er vigtigt med det participatoriske, hvor man får medarbejderne inddraget. Samtidig er det også vigtigt, at man kigger flerstrenget, når man laver en indsats på arbejdspladsen. Det vil sige, at man ser på hele arbejdsmiljøet – også på det psykosociale og organisatoriske, sagde hun.

For selvom fysisk hårdt arbejde som skub, træk, løft og akavede arbejdsstillinger kan give smerter i kroppen, viser forskning også, at de psykosociale faktorer spiller en central rolle. Der er fx stærk evidens for en sammenhæng mellem rygsmerter og social støtte.

Tænk medarbejderen ind i rådgivningen

Charlotte Nørregaard Rasmussen forklarede også, at forskningen peger på en række fordele ved, at arbejdsmiljørådgiveren inddrager medarbejderen i indsatsen.
- Medarbejderne bør spille en rolle i at kortlægge problemer og udvikle løsningerne, så de ikke blot får løsningerne fra en ekspert. Det kan betyde, at medarbejderne lærer at tænke selvstændigt og bliver mere motiverede for at bruge indsatserne efterfølgende, sagde Charlotte Nørregaard Rasmussen.

Forskningsprojektet PERMA er endnu ikke afsluttet, og de endelige anbefalinger til god rådgivning om smerter er derfor ikke færdige. På workshoppen fik forskerne input fra deltagerne til, hvordan anbefalingerne kan blive anvendelige for praktikere.