Ny hjemmeside samler viden og regler om arbejdsmiljø

Nu bliver det nemmere for virksomheder og andre med behov for viden om arbejdsmiljø at finde det, de har brug for. Arbejdstilsynet og Videncenter for Arbejdsmiljø lancerer i fællesskab en ny hjemmeside, der samler forskningsbaseret viden, lovgivning, værktøjer og inspiration fra andre arbejdspladser.

Ny hjemmeside

Når danske virksomheder fremover skal arbejde med at fremme det gode arbejdsmiljø, kan de få hjælp på ”Arbejdsmiljø i Danmark” (amid.dk). Den nye hjemmeside guider brugerne til viden om arbejdsmiljø, der er sammentænkt fra love og regler til forskningsbaseret viden og erfaringsbaseret god praksis, så virksomheder, borgere og andre interessenter let kan finde frem til den information og inspiration, de har behov for.

Amid.dk erstatter Arbejdstilsynets hjemmeside arbejdstilsynet.dk og Videncenter for Arbejdsmiljøs hjemmeside arbejdsmiljoviden.dk og bliver én samlet hjemmeside til viden om arbejdsmiljø.

Bedre overblik og adgang til værktøjer

Den nye hjemmeside skaber overblik og hjælper brugeren med at navigere i den store mængde information, der er til rådighed om arbejdsmiljø, bl.a. ved at tilbyde forskellige indgange til stoffet med udgangspunkt i brugerens behov og situation.

Hjemmesiden viser ikke kun vej til Arbejdstilsynet og Videncenter for Arbejdsmiljø indhold. Siden guider også brugerne til relevante materialer og værktøjer hos andre aktører på området -eksempelvis på branchefællesskaberne for arbejdsmiljøs hjemmesider. Endelig vil siden give brugerne adgang til en lang række forskellige data om arbejdsmiljø.

Direktør for Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, Inger Schaumburg siger:

- Den nyeste forskningsbaserede viden bliver med den nye hjemmeside sat i sammenhæng med lovgivning, værktøjer og inspiration fra andre arbejdspladser. Vi håber derfor, at der med amid.dk bliver kortere fra viden til handling, og at vi på den måde kan hjælpe virksomheder med at forebygge og løse deres arbejdsmiljøproblemer.

Direktør for Arbejdstilsynet, Søren Kryhlmand siger:

- Vi vil gerne gøre det nemmere for virksomhederne at finde relevant, handlingsrettet viden om arbejdsmiljø. Den nye side er et stort skridt i den retning. Hvor virksomhederne før skulle opsøge viden flere steder, kan de nu et og samme sted finde ud af, hvad det er for regler, der gælder på et konkret område – og finde vejledninger, værktøjer og viden. 

Yderligere oplysninger

Kommunikationschef i Arbejdstilsynet, Marianne Strøm Hansen, tlf.: 7220 8508

Formidlingschef, Formidling og Udvikling, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, Videncenter for Arbejdsmiljø, Hannah Maimin Weil, tlf.: 3916 5494.