Drøftelse sætter spot på resultaterne

Den årlige drøftelse er det tidspunkt, hvor man gør status og kan se om indsatserne rent faktisk nytter noget og giver mening.

Når den øverste ledelse i Ældre- og Handicapforvaltningen i Aalborg Kommune samles til den årlige arbejdsmiljødrøftelse, er det noget de ser frem til.

- Den årlige drøftelse er det tidspunkt, hvor vi gør status og kan se om vores indsatser rent faktisk nytter noget og giver mening. Derfor er det også noget, som hele topledelsen er engageret i, fortæller arbejdsmiljøkonsulent, Jan Valentin.

Nedbringelse af sygefravær og arbejdsulykker er nogle af de områder, man har haft fokus på.

- Tilbage i 2010 satte vi os et mål om, at vi ville reducere sygefraværet som følge af arbejdsulykker med 30 procent over en fireårig periode. Det er vi allerede fint i mål med, så det giver selvfølgelig en oplevelse af, at indsatserne har haft effekt, siger Jan Valentin.

Nye mål på baggrund af viden

Det er også på den årlige drøftelse, at næste års mål og indsatser for arbejdsmiljøarbejdet bliver formuleret. I Ældre- og Handicapforvaltningen har vi for eksempel sat os nogle mål om, at vi vil nedbringe vold, trusler og mobning og chikane samt have særligt fokus på medarbejdere med mindre end to års anciennitet.

- Et andet forhold vi vil sætte spot på er vores udviklings-samtaler, fordi vi kunne se på vores klima-måling, at det var et område der halter. På den måde bruger vi de data vi har fra forskellige undersøgelser til at afgøre, hvad vi vil arbejde med i den kommende periode, fortæller Jan Valentin.

Samlet indsats

Mens den overordnede vision bliver formuleret i Hoved-MEDudvalget, bliver målsætningerne lavet på forvaltningsniveau. Ligesom det også er på forvaltningsniveau, den årlige arbejdsmiljødrøftelse bliver afholdt.

- Hos os hedder det ”Ledelsens evaluering”, men har det samme formål som den årlige arbejdsmiljødrøftelse. Og selvom det hedder ”Ledelsens evaluering” er det et redskab der anvendes aktivt i MED organisationen. ”Ledelsens evaluering” er blevet til på baggrund af indspark fra hele af organisationen samt statistisk materiale om bl.a. fravær, arbejdsulykker, analyser, hændelser og audit, fortæller Jan Valentin.

Sammenhæng mellem strategi, målsætning og dagligdag

Gerda Jakobsen, der er arbejdsmiljørepræsentant i Sundhed og Bæredygtig Udvikling, er en af dem, der arbejder med at skabe sammenhæng mellem strategier, målsætninger og dagligdag.

- Vi forsøger at skabe en rød tråd fra den overordnede strategi ned til vores konkrete handleplaner. Vi forholder os altid til, om de indsatser vi laver, skaber effekter på arbejdsmiljøet. Ikke kun på den årlige drøftelse, men også på vores møder som vi holder hver 14. dag, siger hun.

Opfølgning, evaluering og opgaveliste er faste procedurer og en vigtig del af arbejdsformen.

- Mit job som arbejdsmiljørepræsentant giver mere mening, når vi løbende kan se resultaterne af vores arbejde. Og så har vi i arbejdsmiljøgruppen valgt at mødes ofte for hele tiden at holde arbejdsmiljøgryden i kog, afslutter Gerda Jakobsen.