Støj kan i vid udstrækning forebygges ved hjælp af god planlægning og støjdæmpning ved kilden. Hvis støjbelastningen er over 85 dB(A), skal man bruge høreværn, indtil støjen er blevet dæmpet.

Kraftig støj kan give høreskader. Risikoen for høreskader hænger sammen med, hvor høj støjen er, og hvor længe man er udsat for den. Alle virksomheder skal overholde grænseværdien for daglig støjbelastning på 85 dB(A) og grænseværdien for støjimpulser på 175 dB(C).

Generende støj kan både stamme fra maskiner og fra mennesker. Lyden behøver ikke at være særlig kraftig for at forstyrre og genere kommunikation og koncentrationskrævende arbejde.

Hørenedsættelse opstår typisk efter lang tids udsættelse for støj, men man kan også få en hørenedsættelse efter en enkelt udsættelse for meget kraftig støj. Med en hørenedsættelse følger ofte sygdommen tinnitus, som er ringen eller susen for ørerne.