Godt indeklima betaler sig

Et godt indeklima løfter produktiviteten, fordi temperatur og luftkvaliteten påvirker vores evne til at præstere. Det viser flere undersøgelser.

Produktiviteten forbedres ved godt indeklima

Forbedring af indeklimaet kan løfte produktiviteten med 10-20 pct. på (kontor)arbejdspladser, hvor indeklimaet er dårligt. Investeringer i bedre indeklima vil derfor ofte være tjent ind på under et år. Det viser LO-rapporten ’Arbejdsmiljø set med virksomhedsøkonomiske briller’.

Læs LO’s rapport "Arbejdsmiljø set med virksomhedsøkonomiske briller"

Model kan beregne de økonomiske gevinster

En ny metode kan påvise de økonomiske gevinster ved at forbedre indeklimaet i forhold til øget produktivitet. Den er udviklet af civilingeniør Kasper Lynge Jensen, der har lavet en erhvervs-ph.d. om netop sammenhængen mellem forbedringer af indeklimaet og produktivitet.

Hans beregninger viser, at en lidt dyrere investering som et ventilationssystem, hvor man kan styre temperatur og luftkvalitet samlet set kan have en meget stor effekt. Hans undersøgelser viser, at det kan give stigninger i produktiviteten på flere procent om året, og at tilbagebetalingstiden kan være ned til mellem 1 og 2 år.

Læs Kasper Lynge Jensens blog 'Det gode indeklima' om indeklima både ud fra en praktisk og teoretisk tilgang