Risikotilsyn for kemi

Risikotilsyn for kemi har til formål at forebygge større uheld, hvor farlige kemiske stoffer indgår.

Risikotilsyn for kemi er baseret på Sevesodirektivet, som har til formål at forebygge større uheld, hvor farlige kemiske stoffer indgår, og begrænse følgerne heraf for mennesker og miljø. Ved større uheld i arbejdsmiljøet forstås dødsfald eller permanente skader forårsaget af de farlige kemiske stoffer.Direktivet beskriver hvilke virksomheder, der er risikovirksomheder ud fra mængden af farlige stoffer, som er til stede på virksomheden. Virksomhederne er forpligtet til at foretage en risikovurdering og fremsende dokumentation for dette til risikomyndighederne. Virksomhederne skal synliggøre risiciene på virksomheden og dokumentere, at den har taget hånd om risiciene, så sikkerhedsniveauet er acceptabelt.Målet med Arbejdstilsynets risikotilsyn er:

  • at tage stilling til de oplysninger, som virksomhederne indsender og vurdere om sikkerhedsniveauet er acceptabelt
  • at medvirke ved inspektioner på virksomhederne
  • at medvirke til undersøgelse af større uheld og vurdere virksomhedernes oplysninger om andre uheld og ukontrollerede hændelser

Risikotilsynet udføres af Arbejdstilsynet i samarbejde mellem miljømyndigheden, det lokale beredskab og politiet. På visse virksomheder deltager endvidere Beredskabsstyrelsen eller Sikkerhedsstyrelsen.

Arbejdstilsynet fokuserer på risikoen for større uheld for de ansatte.