Rådgivningspåbud

Et rådgivningspåbud er et påbud til en virksomhed om at bruge en autoriseret rådgivningsvirksomhed på arbejdsmiljøområdet til at bistå sig med at løse og forebygge det eller de arbejdsmiljøproblemer, som virksomheden har fået påbud om.

Rådgivningsvirksomhedens opgaver

Den autoriserede rådgivningsvirksomheds opgave er at bistå virksomheden med at løse det eller de arbejdsmiljøproblemer, som virksomheden har fået påbud om.

Rådgivningsvirksomheden skal desuden bistå virksomheden med at styrke det forebyggende arbejdsmiljøarbejde. Det indebærer dels, at rådgivningsvirksomheden skal bistå virksomheden med forslag til konkrete initiativer, der kan forebygge, at der opstår tilsvarende arbejdsmiljøproblemer i virksomheden i fremtiden, dels at rådgivningsvirksomheden skal rådgive virksomheden om, hvordan den kan udarbejde og bruge sin arbejdspladsvurdering (APV).

Rådgivningspåbud om alvorlige og komplekse arbejdsmiljøproblemer

En virksomhed kan få et rådgivningspåbud, når den samtidig får et påbud om et alvorligt eller komplekst arbejdsmiljøproblem, der er vanskeligt at løse, og som er omfattet af bekendtgørelsen om brug af autoriserede rådgivningsvirksomheder på arbejdsmiljøområdet. Det vil sige, at virksomheden kan få et rådgivningspåbud, når den samtidig får påbud om:

  • Problemer i det psykiske arbejdsmiljø 
  • Løft af byrder 
  • Samlet daglig løftemængde 
  • Manuelle løft og forflytninger 
  • Ensidigt, gentaget arbejde 
  • Udsættelse for biologiske agenser ved arbejde med organisk materiale 
  • Indeklimaproblemer på grund af fugt og svampevækst 
  • Indeklimaproblemer på grund af dårlig luftkvalitet 
  • Risiko for sundhedsskadelig påvirkning fra PCB 
  • Luftforurening fra arbejdsprocesser 
  • Kræftfremkaldende stoffer og kodenummererede produkter 
  • Belastende akustiske forhold 
  • Støjbelastning og spidsværdi 
  • Tekniske hjælpemidler 
  • Intern færdsel på faste arbejdssteder 
  • Håndtering af gods på faste arbejdssteder 
  • Arbejde i forbindelse med eksplosiv atmosfære.

 

Undersøgelsespåbud om psykisk arbejdsmiljø

En virksomhed kan få et rådgivningspåbud, når den samtidig får et påbud om at undersøge, om der er problemer i det psykiske arbejdsmiljø. Undersøgelsen skal gøre det muligt at konstatere, om arbejdsmiljøforholdene er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlige. Det er den autoriserede rådgivningsvirksomhed, der skal foretage undersøgelsen.

Læs også

Undersøgelsespåbud om psykisk arbejdsmiljø 

Undersøgelsespåbud om substitution af stoffer og materialer

En virksomhed kan få et rådgivningspåbud, når den samtidig får et påbud om at undersøge mulighederne for at substituere stoffer og materialer. Undersøgelsen skal afdække, om man kan erstatte farlige stoffer og materialer med ufarlige, mindre farlige eller mindre generende stoffer, materialer eller arbejdsprocesser. Det er den autoriserede rådgivningsvirksomhed, der skal foretage undersøgelsen.

Læs også

Undersøgelsespåbud om substitution af stoffer og materialer

Rådgivningspåbud om mange arbejdsmiljøproblemer

 En virksomhed kan få et rådgivningspåbud, når den ved ét tilsyn har fået fem eller flere afgørelser om overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen i samme produktionsenhed. Ét tilsyn kan bestå af flere besøg i et sammenhængende tilsynsforløb. Overtrædelser, der allerede har udløst rådgivningspåbud efter bekendtgørelsen om brug af autoriserede rådgivningsvirksomheder på arbejdsmiljøområdet, medregnes ikke. 

Læs også 

Rådgivningspåbud om mange arbejdsmiljøproblemer  

Rådgivningspåbud om plan for sikkerhed og sundhed

En bygherre får et rådgivningspåbud, når bygherren samtidig har fået påbud om manglende eller væsentlige mangler ved plan for sikkerhed og sundhed.

Læs også

Rådgivningspåbud om plan for sikkerhed og sundhed