Om Produktregistret

Produktregistret er Arbejdstilsynets og Miljøstyrelsens fælles register til registrering af farlige kemiske stoffer og materialer.

Produktregistret er et fælles register mellem Arbejdstilsynet og Miljøstyrelsen. Formålet med registret er at skabe overblik over udbredelsen og brugen af farlige stoffer og materialer i Danmark. Det blev grundlagt i 1979 som et centralt fællesregister for Arbejdstilsynet og Miljøstyrelsen. Registret indeholder information om ca. 38.000 anmeldte produkter.

Oplysningerne i Produktregistret bruges bl.a. til at overvåge udviklingen i brugen af farlige stoffer og materialer, fx udviklingen af forbruget af kræftfremkaldende stoffer i bestemte brancher.

Produktregistret indeholder bl.a. oplysninger om stoffernes og materialernes handelsnavne, sammensætning, faremærkning, produceret/importeret mængde samt anvendelse såsom funktionstype, fx maling, og hvilke brancher, stofferne eller materialerne anvendes i.

Sikkerheden i Produktregistret og Probas

Sikkerheden er i højsædet, både når medarbejderne i Produktregistret håndterer anmeldelserne, og når I som virksomhed skal have adgang til Probas.

Produktregistret behandler og opbevarer produktoplysninger under særlige sikkerhedsforanstaltninger. Arbejdstilsynet opbevarer dels oplysningerne fysisk i særligt overvågede arkiver samt elektronisk i databasen PROBAS. Det er kun særligt godkendte medarbejdere, der har adgang til PROBAS-oplysninger.

Oplysningerne i Produktregistret er beskyttet af høj sikkerhed efter reglerne i bekendtgørelse om registret for stoffer og materialer. Sikkerheden ligger fx i, at en virksomheds adgang til Produktregistret kræver en to-faktor login. På den måde er der fuld kontrol med, at virksomhederne kun får adgang til egne fortrolige oplysninger. Al kommunikation til og fra systemet bliver krypteret, så der ikke er risiko for, at oplysninger kommer i forkerte hænder. 

Virksomheder har kun mulighed for at se sine egne produkter.