Udsættelse for biologiske agenser ved arbejde med organisk materiale

Virksomheden får påbud om at bruge en autoriseret rådgivningsvirksomhed på arbejdsmiljøområdet (rådgivningspåbud), når den har fået påbud om risiko for udsættelse for biologiske agenser ved arbejde med større mængder organisk materiale, hvis der samtidig 

  • er aerosoler, der med overvejende sandsynlighed indeholder biologiske agenser, og
  • er en markant affaldsagtig lugt eller lugt af forrådnelse.

Det fremgår af § 13 i bekendtgørelsen om brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere på arbejdsmiljøområdet.

Uddybning af reglerne

Virksomheden får rådgivningspåbud, hvis der er risiko for, at den ansatte udsættes for biologiske agenser ved arbejde med større mængder af plantedele, organisk affald fra dyr og mennesker, husholdningsaffald eller andet organisk materiale. Biologiske agenser er mikroorganismer, som kan fremkalde infektionssygdomme, allergi eller forgiftning. 

Der skal samtidig være mulighed for dannelse af aerosoler (små, luftbårne partikler eller dråber), som med overvejende sandsynlighed indeholder biologiske agenser, samt en markant lugt af affald eller forrådnelse. 

Aerosoler, der stammer fra kloak- eller spildevand, indeholder altid biologiske agenser, som kan skade mennesker. 

Aerosoler, der stammer fra væske, der har været i tæt kontakt med organisk materiale - fx ved spuling af affaldsskakter eller ved fjernelse af duemøg på lofter - indeholder sandsynligvis mikroorganismer, som kan skade mennesker.

Efterkommelse af påbud

Virksomheder, der får rådgivningspåbud om udsættelse for biologiske agenser, skal bruge en rådgivningsvirksomhed, der er autoriseret på det biologiske område, til at bistå sig med at løse og forebygge problemerne.

Læs også

Efterkommelse af rådgivningspåbud om alvorlige og komplekse arbejdsmiljøproblemer

Hent PDF