Løft af byrder

Virksomheden får påbud om at bruge en autoriseret rådgivningsvirksomhed på arbejdsmiljøområdet (rådgivningspåbud), når den har fået påbud om løft af byrder og

  • Vægten af byrden/byrderne overstiger 25 kg tæt ved kroppen, 15 kg i underarms afstand eller 7 kg i 3/4 arms afstand, og
  • der samtidigt er en eller flere forværrende faktorer i form af arbejde med forover-bøjet ryg, vrid i ryggen, asymmetriske løft eller arbejde med løftede arme.

Virksomheden får kun rådgivningspåbud, hvis løftene udføres som led i den sædvanlige arbejdsfunktion. 

Virksomheden får ikke rådgivningspåbud efter denne bestemmelse, hvis Arbejdstilsynet vurderer, at der ikke findes egnede tekniske hjælpemidler eller organisatoriske løsninger på arbejdsmiljøproblemet. Virksomheden kan dog få rådgivningspåbud i tilknytning til et påbud om at gennemføre midlertidige foranstaltninger om løft af byrder. 

Det fremgår af § 5, stk. 3, og § 9 i bekendtgørelsen om brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere på arbejdsmiljøområdet.

Uddybning af reglerne

Virksomheden får rådgivningspåbud, når vægten af det, den ansatte løfter, overstiger de nævnte grænser, og når der samtidig er en eller flere forværrende faktorer til stede. Det kan fx være, at den ansatte arbejder med foroverbøjet ryg. Arbejde med asymmetriske løft er også en forværrende faktor. Asymmetriske løft vil fx sige, at den ansatte løfter med én arm, med vredet krop eller fra siden af kroppen. 

Virksomheden får ikke rådgivningspåbud, hvis der er tale om enkeltstående løft, der ikke er en del af den ansattes sædvanlige arbejdsfunktion. Løftearbejdet behøver ikke at forekomme hverken dagligt eller ugentligt for at være omfattet af reglerne, men virksomheden får kun rådgivningspåbud, hvis løftearbejdet er en sædvanlig del af det arbejde, som den ansatte udfører. 

Reglerne gælder også, når to eller flere personer løfter en byrde. Det vil sige, at virksomheden får rådgivningspåbud, hvis to personer sammen løfter mere end 50 kg, eller hvis fx fire personer sammen løfter mere end 100 kg.

Efterkommelse af påbud

Virksomheder, der får rådgivningspåbud om løft af byrder, skal bruge en rådgivningsvirksomhed, der er autoriseret på det ergonomiske område, til at bistå sig med at løse og forebygge problemerne.

Læs også

Efterkommelse af rådgivningspåbud om alvorlige og komplekse arbejdsmiljøproblemer

Hent PDF