Kvalitativ analyse af mindre virksomheders gode erfaringer med at få medarbejdere tilbage i arbejde efter en arbejdsskade

Opslag: Arbejdstilsynet (AT) opslår opgaven: Kvalitativ analyse af mindre virksomheders gode erfaringer med at få medarbejdere tilbage i arbejde efter en arbejdsskade.

Opslag

Arbejdstilsynet (AT) opslår opgaven: Kvalitativ analyse af mindre virksomheders gode erfaringer med at få medarbejdere tilbage i arbejde efter en arbejdsskade.

Baggrund

Et litteraturreview fra 2017 viser, at arbejdspladsen har en væsentlig rolle for fastholdelse af medarbejdere med en arbejdsskade. Det er særligt den tidlige indsats og hyppige kontakt mellem virksomheden og den sygemeldte medarbejder, som har en positiv effekt på hurtig tilbagevenden til arbejde. Generelt indikerer forskningslitteraturen, at sandsynligheden for, at en tilskadekommen medarbejder kan fastholde sin tilknytning til arbejdspladsen, er større, hvis virksomheden inddrages tidligt i fastholdelsesprocessen.

Formål

Der er behov for at operationalisere den forskningsmæssige viden om den tidlige indsats effekt på fastholdelsen af den enkelte tilskadekomne medarbejder til redskaber, som særligt mindre virksomheder kan anvende i praksis.

Arbejdstilsynet har behov for ny viden i form af konkrete eksempler på gode fastholdelseshistorier (best practices) fra mindre virksomheder, der har fastholdt medarbejdere med arbejdsskader. Den nye viden skal anvendes i Arbejdstilsynets arbejde med at understøtte særligt mindre virksomheder til at få medarbejdere hurtigt tilbage efter en arbejdsskade.

De indsamlede best practices vil kunne kvalificere den kvantitative, forskningsmæssige viden og fungere som inspiration for andre virksomheder, der skal håndtere en sygemeldt medarbejder efter en arbejdsskade.

Opgaverammen

Arbejdstilsynet ønsker, at ansøger foretager en kvalitativ analyse med fokus på de gode eksempler, hvor medarbejderen efter en arbejdsskade er vendt tilbage i arbejde på samme virksomhed, og hvor virksomhedens aktive indsats og rolle efter skaden har haft betydning for, at medarbejderen er kommet (hurtigt) tilbage til virksomheden efter skaden. Analysen skal indeholde to dele:

  • En præsentation af de gode fastholdelseshistorier
  • En kvalitativ analyse, hvor fokus er på de elementer, der ser ud til at virke ud fra en virksomhedsvinkel, set på tværs af de gode eksempler.

Arbejdstilsynet ønsker, at ansøger indhenter eksempler på de positive historier, hvor medarbejdere efter en arbejdsskade er blevet fastholdt på virksomheden, og hvor virksomhedens aktive indsats og rolle efter skaden har haft betydning for, at medarbejderen er kommet (hurtigt) tilbage til virksomheden efter skaden.

Analysen skal omfatte eksempler, hvor det har været nødvendigt at tilpasse arbejdet, eksempelvis at medarbejderen er vendt tilbage efter skaden til nye arbejdsopgaver, har været på nedsat tid eller under andre skånevilkår i en overgangsperiode eller permanent efter skaden.

Opgaven er ikke at skabe et samlet overblik over fastholdelse af personer med arbejdsskader, men bidrage med nedslag og gode eksempler på, hvordan det er gjort. I det omfang det er muligt ønskes der variation i typen af arbejdsskade, branche, jobfunktion og tilskadekomnes køn.

De udvalgte cases forventes i udgangspunktet at være fundet på mindre virksomheder (virksomheder med max. 30 fastansatte) og i særligt risikofyldte brancher med en vis volumen i antallet af arbejdsskader. Arbejdstilsynet forudsætter en løbende sparring med opgavemodtager om udvælgelseskriterierne, således at kriterierne ikke bliver hæmmende for at kunne finde eksempler på best practices. Det er bl.a. væsentligt, at eksemplerne kan overføres til mindre virksomheder og deres kontekst.

Kriterier for bedømmelse og udvælgelse af ansøger

Leverandøren vil blive udvalgt på baggrund af en samlet vurdering af disse kriterier:

  • Faglig kvalitet i forslag til opgaveløsning, herunder  strategi for indsamling af de gode eksempler og dokumenterede erfaringer med kvalitative analyser på beskæftigelsesområdet
  • Godt kendskab til arbejdsskadeområdet og tilbagevenden til arbejde efter sygefravær (TTA)
  • Dokumenterede erfaringer med kommunikationsopgaver, herunder udvikling af formidlingsformater med fokus på at gøre viden anvendelig og brugbar for brugerne.

Ansøgning

Leverandøren skal i sin ansøgning beskrive:

  • Proces/design af analysen
    Leverandøren skal beskrive fremgangsmåden og elementerne i den samlede analyse, herunder strategi for indsamling af de gode cases.
  • Metode
    Leverandøren skal kort beskrive, hvilken metode man vil anvende til udarbejdelsen af analysen.
  • Pris
    Opgaven udbydes inden for en samlet ramme på 350.000 kr. Ansøgningen skal indeholde et budget for den samlede leverance med angivelse af timer og nøglepersoner på de enkelte delopgaver.
  • Nøglepersoner
    Ansøgningen skal indeholde beskrivelse af den eller de nøglepersoner hos leverandøren, der vil komme til at udarbejde analyse. Herunder beskrives deres relevante erfaringer.
  • Leverance
    Ansøgningen skal indeholde en kort beskrivelse af form og omfang af leverancer.

AT forventer, at beskrivelsen af proces og metode er på højst 2-3 sider.

Afrapportering

Arbejdstilsynet ønsker, at projektet afsluttes med to produkter.

En dansksproget rapport med præsentation af viden og erfaringer på tværs af udvalgte

En præsentation, hvor fokus er på at kommunikere de enkelte cases, så de er inspirerende og brugbare for andre virksomheder, der står i en situation med en sygemeldt medarbejder, eksempelvis præsenteret i video-format. Arbejdstilsynet forudsætter løbende sparring med opgavemodtager om kommunikationsformen med henblik på, at opgavemodtagers faglighed og erfaring indgår i vurderingen af, hvordan de udvalgte cases bør præsenteres, samtidig med, at formidlingskonceptet udarbejdes i et format, som gør det muligt, at de gode fastholdelseshistorier efterfølgende kan stilles til rådighed på Arbejdstilsynets hjemmeside.

Tidsramme

Leverandøren skal aflevere sit tilbud senest fredag d. 30. november. Tilbuddet sendes på mail til at@at.dk og chefkonsulent Susanne Bruun, subr@at.dk.

Valg af leverandør vil ske inden udgangen af 2018 og det forventes, at projektet kan påbegyndes i januar 2019 og afsluttes ultimo maj 2019.

Beløbsramme

350.000 kr.

Vilkår for modtagelse af tilskud

Arbejdstilsynet fastsætter vilkårene og betingelserne for tilskuddet for denne opgave, herunder vilkår om midlernes anvendelse, udbetaling, regnskab og faglig rapportering. Vilkårene følger som udgangspunkt standardvilkårene for bevillinger fra Arbejdsmiljøforskningsfonden.

Kontaktpersoner

Susanne Bruun, subr@at.dk

Det bemærkes, at Arbejdstilsynet med virkning fra d. 29. november kl. 12 alene besvarer evt. yderligere spørgsmål ved henvisning til nedenstående svar.

Spørgsmål og svar

Ja. Beløbet på 350.000 kr. er ekskl. moms.

Tilbud skal være modtaget af Arbejdstilsynet pr. mail senest den 30. november kl. 23.59 2018. Tilbud modtaget efter dette tidspunkt afvises.

AT har ikke lagt sig fast på antallet af cases, virksomheder eller brancher. Det er op til tilbudsgiver at komme med en faglig vurdering af design og metode, der bedst kan løse opgaven inden for den økonomiske ramme.

Som det fremgår af opslaget, ses det gerne, at der udvælges brancher med en vis volumen i antallet af arbejdsskader, samt at eksemplerne kan overføres til og anvende af mindre virksomheder i deres kontekst.

Opgaven er ikke er at skabe et samlet overblik over fastholdelse af personer med arbejdsskader, men at bidrage med nedslag og gode eksempler på, hvordan det er gjort.

Det afgørende er, at den tilskadekomne har haft sygefravær som følge af arbejdsskaden, og at virksomhedens aktive indsats har haft betydning for, at medarbejderen er kommet tilbage til virksomheden efter skaden. Det har ikke betydning, om det er anerkendte arbejdsskader.

Arbejdsskader skal forstås som både fysisk skader eller psykiske sygdomme Det er op til tilbudsgiver, om opgaveløsningen omfatter enten fysiske skader eller psykiske skader eller begge dele.

AT kan samarbejde med opgavemodtager om valg af brancher, men kan ikke videregive informationer på virksomhedsniveau.

Som det fremgår af opslaget, følger AT som udgangspunkt standardvilkårene for bevillinger fra Arbejdsmiljøforskningsfonden. De vil efter aftale mellem AT og opgavemodtager kunne afviges, hvis det er hensigtsmæssigt. Der stilles ikke krav om medfinansiering.

Proces/design og metode forventes højst at fylde 2-3 sider. De andre punkter – pris, nøglepersoner og leverancer – kan fremgå af de efterfølgende sider eller vedlægges som bilag. I budgettet forventes det, at tilbudsgiver udspecificerer antal konsulenttimer til de forskellige delopgaver fordelt på konsulentkategorier og takster.

Tilbudsgiver skal kunne løse både analyse- og kommunikationsopgaven, evt. i samarbejde med andre.