G� til hovedindholdet

Sådan søger I om at blive autoriseret arbejdsmiljørådgiver

Læs denne vejledning om, hvad I skal oplyse, når I ansøger om autorisation.

I ansøger om autorisation via Arbejdstilsynets digitale blanket. I kan læse om Arbejdstilsynets behandling af personoplysninger nedenfor.

Blanket til ansøgning om autorisation eller kontrol af autorisation - Virk

Arbejdstilsynets behandling af personoplysninger (GDPR)

Den digitale blanket skal underskrives med NemID. Det fremgår af den digitale blanket, hvilke oplysninger I skal indsende i forbindelse med ansøgningen. I kan læse mere om kravene til ansøgningen nedenfor.

Vejledning til ansøgning om autorisation

På denne side gennemgås det, hvilke oplysninger I skal indsende i den digitale blanket.

Oplysninger om rådgivningsvirksomheden

I skal oplyse CVR-nummeret, navn, adresse mv. for den juridiske enhed, der ansøger om autorisation. I har mulighed for at indsætte kontaktoplysninger til en kontaktperson, hvis Arbejdstilsynet skal kontakte en bestemt medarbejder ved evt. spørgsmål til jeres ansøgning.

Områder

I skal angive, om I søger om en fuld autorisation, det vil sige på alle fem områder, eller om I vil autoriseres på enkelte områder. En virksomhed kan blive autoriseret rådgivningsvirksomhed til løsning af konkrete arbejdsmiljøproblemer på et, flere eller alle af følgende områder:

  • Det ergonomiske område
  • Det biologiske område
  • Det kemiske område
  • Det fysiske område
  • Det psykosociale område

Oplysninger om samarbejdspartnere

Hvis I har aftalt et samarbejde med en anden rådgivningsvirksomhed, skal I oplyse CVR-nummer, navn og adresse på den eller de rådgivningsvirksomheder, I har aftalt et samarbejde med. I skal også angive, hvilke af de fem arbejdsmiljøområder, som samarbejdsaftalen dækker. Derudover skal jeres samarbejdspartner erklære at acceptere at skulle dele erfaringer og viden fra konkrete rådgivningsopgaver med jer.

Hvis samarbejdet ophører, skal I underrette Arbejdstilsynet.

Hvis I indgår samarbejde med en rådgivningsvirksomhed, som er autoriseret, er I ikke ansvarlige for, at deres rådgivere har de rette kompetencer.  I sådanne tilfælde skal I derfor kun indsende CV’er på jeres egne rådgivere, og ikke på rådgiverne i den autoriserede rådgivningsvirksomhed I samarbejder med.

Hvis I indgår samarbejde med en virksomhed, som ikke er autoriseret, er det derimod jeres ansvar at dokumentere, at virksomhedens rådgivere opfylder krav til uddannelse og erfaring, hvorfor I skal indsende CV’er for de rådgivere fra samarbejdsvirksomheden, som arbejder med autoriseret rådgivning på det eller de områder, som I ønsker at blive autoriseret indenfor.

Oplysninger om rådgiverne

Når I søger om autorisation,  skal I oplyse rådgivernes navne og hvilke områder de enkelte rådgivere skal rådgive indenfor.

I skal endvidere dokumentere, at de enkelte rådgivere er tilknyttet jeres virksomhed. Såfremt rådgiveren er ansat hos jer, kan det være ved at vedlægge en ansættelseskontrakt. Hvis rådgiveren ikke er ansat hos jer, men I i stedet har indgået en samarbejdsaftale med en anden autorisret rådgivningsvirksomhed, hvor rådgiveren er ansat, skal I fremsende dokumentation for, at rådgiveren løser opgaver for jer, eksempelvis i form af en samarbejdsaftale.

Uddannelsesmæssige kompetence og erfaring samt kompetenceudviklingsplan

I skal dokumentere, at de rådgivere, som I vil benytte,  har den rette uddannelse og erfaring. Den enkelte rådgiver skal have:

  • gennemført en relevant uddannelse af mindst tre års varighed eller har opnået tilsvarende kvalifikationer gennem anden uddannelse. Uddannelseskravet anses også for opfyldt, hvis rådgiveren har ydet arbejdsmiljørådgivning i en bedriftssundhedstjeneste i mindst tre år efter 1. januar 1998.

Den enkelte rådgivere skal endvidere have opnået mindst to års erfaring med rådgivning af virksomheder i forbindelse med konkrete arbejdsmiljøproblemer. Denne erfaring skal være opnået inden for de seneste fem år og omfatte: 

  • Arbejdsmiljøfaglig rådgivning, det vil sige erfaring med at udføre konkret rådgivning om forebyggelse og forbedring af virksomheders arbejdsmiljø inden for det ansøgte område 
  • Rådgivning om at styrke, systematisere og effektivisere virksomhedernes arbejdsmiljøarbejde, fx arbejde med arbejdspladsvurdering (APV) eller arbejdsmiljøorganisation (AMO)

Rådgivernes erfaring skal for hvert af de ansøgte områder være relevant i forhold til løsning af de arbejdsmiljøområder, som jeres autorisation omfatter.

Har I indgået samarbejde med en rådgivningsvirksomhed, der ikke er autoriseret, skal I på samme måde, som med jeres egne rådgivere, dokumentere rådgivernes uddannelse og erfaring med arbejdsmiljørådgivning.

I skal give besked til Arbejdstilsynet, hvis der sker ændringer i de forhold, der vedrører betingelserne for jeres autorisation. Det kan for eksempel være, hvis en rådgiver fratræder og I ønsker, at en anden rådgiver skal træde i stedet for den fratrådte rådgiver. I så fald skal i indsende dokumentation på den nye rådgivers uddannelse og erfaring på mail til:

Krav til dokumentation for uddannelse og erfaring

I skal dokumentere de uddannelsesmæssige kvalifikationer og erfaring med arbejdsmiljørådgivning ved at sende et CV for hver enkelt rådgiver, der er relevante i forhold til ansøgningen. Det gælder både egne rådgivere og rådgivere hos samarbejdspartnere, der ikke er autoriseret.

CV’et skal indeholde oplysninger om relevant uddannelse, efteruddannelse samt nuværende og tidligere ansættelsesforhold, der er relevante for ansøgningen om autorisation. I skal dokumentere uddannelsesmæssige kvalifikationer med eksamensbevis, erklæringer fra uddannelsesinstitutioner eller lignende.

CV'et skal indeholde 10-20 eksempler på erfaring med arbejdsmiljørådgivning, der er gennemført inden for de seneste fem år, med oplysning om:

  • navn på den virksomhed, som opgaven er gennemført hos,
  • hvordan de konkrete arbejdsmiljøproblemer blev løst,
  • hvornår opgaven er gennemført (måned/år)
  • opgavens omfang med tidsforbrug i fx antal dage, uger eller måneder 

Hvis rådgiveren ønsker at rådgive inden for flere forskellige områder, skal CV’et indeholde 10-20 eksempler på rådgivning inden for hvert område, rådgiveren ønsker at rådgive indenfor.

Arbejdstilsynet gør opmærksom på, at undervisningserfaring ikke anses for erfaring med rådgivning.

Kompetenceudviklingsplan

I skal dokumentere, at I har etableret kompetenceudviklingsplan(er) for alle jeres rådgivere. I skal ligeledes dokumentere kompetenceudviklingsplan(er) for rådgivere fra samarbejdspartner, der ikke selv er autoriseret.

Kompetenceudviklingsplanerne skal vise, hvilken uddannelse, kurser mv., der er planlagt, for rådgiverne. Det kan enten være individuelle planer eller en samlet plan for samtlige rådgivere. Kompetenceudviklingsplanerne kan fx beskrive specifikke kurser, arrangementer mv., som rådgiveren skal deltage i, eller på mere overordnet plan beskrive, hvordan rådgiveren tilegner sig viden og følger udviklingen inden for arbejdsmiljøområdet.

Kvalitetssikringssystemet

I skal dokumentere, at I har etableret et kvalitetssikringssystem, der sikrer:

  • en løbende vedligeholdelse af rådgivernes kvalifikationer via en kompetenceudviklingsplan
  • deling af erfaringer og viden mellem rådgiverne, herunder faste samarbejdspartnere
  • en årlig evaluering (audit) med henblik på at håndtere afvigelser og klarlægge behovet for ændringer i kvalitetssikringssystemet

Formålet med kvalitetssikringssystemet er bl.a. at sikre, at erfaringer fra udførte opgaver udnyttes ved løsning af andre opgaver, og at erfaringerne kan bruges til at forbedre rådgivningen.

Vores sagsbehandlingstid er på ca. to måneder, hvis den nødvendige dokumentation er sendt med ansøgningen og vi ikke får brug for at indhente supplerende oplysninger.

Autorisation gives for en fire-årig periode og bliver offentliggjort på vores hjemmeside. Bemærk, at det er virksomheden, der bliver autoriseret og ikke den enkelte rådgiver.

Henter PDF