Myndigheder i fælles aktion mod social dumping

Torsdag var Arbejdstilsynet, SKAT og politiet i en fælles aktion for at sikre fair konkurrencevilkår og ordnede forhold på det danske arbejdsmarked. 53 arbejdssteder blev besøgt, og det udløste i alt 36 reaktioner fra Arbejdstilsynet, heraf seks i forbindelse med manglende anmeldelse i Registeret for Udenlandske Tjenesteydere (RUT).

Pressemeddelelse den 24. januar 2017

I torsdags den 19/1 havde Arbejdstilsynets Social dumping enhed i samarbejde med SKAT og Politiet fokus på rengøring, service, restauration, byggepladser og autobranchen for at kontrollere udenlandske virksomheder og arbejdstagere i Danmark.

”De tre myndigheder har hver deres forskellige fokusområder – Arbejdstilsynet har fokus på arbejdsmiljø, og om udenlandske virksomhederne er korrekt anmeldt i RUT. Der blev i torsdags givet 36 reaktioner af forskellige årsager,” forklarer Brian Brink Larsen, der er tilsynschef i Arbejdstilsynet.

På aktioner som disse møder Arbejdstilsynet mange virksomheder, der har svært ved at følge de danske arbejdsmiljøregler, og som ikke er anmeldt i Registeret for Udenlandske Tjenesteydere, RUT . Ved aktionen i torsdags var der seks udenlandske virksomheder, der ikke var korrekt anmeldt i RUT. Arbejdstilsynet afklarer nu, om der er anledning til at give virksomhederne bøde.

Indsatsen for ordnede forhold på det danske arbejdsmarked og fair konkurrencevilkår gennemføres i samarbejde mellem SKAT, Arbejdstilsynet og politiet. Torsdagens besøg var årets første landsdækkende aktion af sin slags.

Se resultaterne fra aktionen