Tilsyn med offshore olie- og gasaktiviteter

Sådan fører Arbejdstilsynet tilsyn med arbejdsmiljøet i forbindelse med offshore olie- og gasaktiviteter.

Arbejdstilsynet fører sikkerheds- og sundhedsmæssigt tilsyn med arbejdet, der udføres på offshoreanlæg i medfør af:

Offshoresikkerhedsloven

Grundpillen i tilsynet er selskabernes egenkontrol i form af et ledelsessystem for sikkerhed og sundhed, som skal sikre og dokumentere, at myndighedskrav er opfyldt, samt at arbejdets udførelse og indretning af anlæg og arbejdspladser sker med mindst mulig risiko for personer og værdier.

Som en del af dette system indgår verificering udført af uafhængige klassifikations- og certificerende selskaber. Kravet om ledelsessystem fremgår af kapitel 3 i offshoresikkerhedsloven samt kapitel 7 i:

Bekendtgørelse nr. 835 af 15. juni 2018 om styring af sikkerhed og sundhed m.v. i forbindelse med offshore olie- og gasaktiviteter m.v. (styringsbekendtgørelsen).

Tilsynet foretages dels på baggrund af informationer fra de udøvende selskaber, dels ved besøg på de enkelte arbejdspladser.

Arbejdstilsynets tilsyn tager udgangspunkt - ud over i danske regler - i de planer og vilkår, der danner grundlag for styrelsens godkendelse af de enkelte aktiviteter. Tilsynet dækker såvel enkeltstående som mere generelle forhold og tilpasses de konkrete forhold. Som et led i dette arbejdes der bl.a. med:

  • Fokusområder, hvor udvalgte forhold i en given tid gives særlig vægt ved tilsyn. Derved sikres systematisk opfølgning over for flere anlæg/firmaer.
  • Audits (revisioner), hvor Arbejdstilsynet ved tilsynsbesøg på et offshoreanlæg eller ved besøg på selskabets landbaserede kontor på systematisk måde vurderer, om selskabet på udvalgte områder kan eftervise, at danske regler (og særlige vilkår for offshoreanlægget) efterleves ved tilrettelæggelse og gennemførelse af arbejdsopgaver.
  • Tilsyn/besøg, hvor Arbejdstilsynet ved besøg på et offshoreanlæg besigtiger anlæggets generelle tilstand, gennemfører audit, følger op på fokusområder og på eventuelle problemer, der afdækkes ved besigtigelse eller audit, samt holder møde med anlæggets sikkerhedsorganisation.

Myndigheder offshore

Ud over Arbejdstilsynet fører andre myndigheder også tilsyn med sikkerhed, sundhed og miljø på offshoreanlæg.

Arbejdstilsynet

Ressortmyndighed for sikkerhed og sundhed på anlæg til efterforskning og indvinding af olie og gas fra undergrunden under havbunden. Vindmølleparker på havet er ikke omfattet. Tilsynet med havvindmøller er dog forankret hos Tilsynscenter Syd i Kolding, der varetager den landsdækkende opgave med tilsynet.

Sikkerhed omfatter den indbyggede sikkerhed i anlæg og udstyr og sikkerhed på arbejdspladser og ved arbejdets udførelse. Sundhed omfatter sundhedsmæssige forhold i arbejdsmiljøet og andre sundhedsmæssige forhold, dvs. også ophold på anlæggene. Offshoreanlæg er ikke omfattet af Arbejdsmiljøloven.

Miljøstyrelsen

Udledning til havet fra offshoreanlæggene. Beredskab i tilfælde af forurening af havet fra offshoreanlæggene, f.eks. ved oliespild.

Miljøstyrelsen

Sundhedsstyrelsen

Uddannelseskrav til offshore medic (sundhedskyndig). Behandlingsrum (”hospitalet”) på faste anlæg: Indretning og udstyr. Radioaktive kilder (Statens Institut for Strålehygiejne).

Sundhedsstyrelsen

Trafik-, Bygge og Boligstyrelsen

Helikoptersikkerhed, herunder helidæk. Bemanding, brandbekæmpelse, kommunikationsudstyr og andet udstyr på helidæk.

Trafik-, Bygge og Boligstyrelsen

Syd- og Sønderjyllands Politi

Undersøgelse af alvorlige ulykker samt dødsfald på offshoreanlæg.

Syd- og Sønderjyllands Politi

Fødevarestyrelsen

Varetager kontrol med fødevarer og hygiejne i køkkener.

Fødevarestyrelsen