Klag over arbejdsmiljøet

Alle kan klage til Arbejdstilsynet, hvis der er mistanke om, at en virksomhed overtræder arbejdsmiljøreglerne. Det er dog også altid en god idé at drøfte arbejdsmiljøproblemer i virksomhedens arbejdsmiljøorganisation.

Hvordan klager jeg?

Du kan klage over arbejdsmiljøet ved at udfylde en klageformular eller ringe til Arbejdstilsynets Call Center. 

Klag over dit arbejdsmiljø (formular)

Hvis din klage handler om forhold, der finder sted i forbindelse med offshore olie- og gasaktiviteter, skal du udfylde en anden formular.

Klag over dit arbejdsmiljø i en offshorevirksomhed (formular)

Læs mere om klageproceduren vedrørende offshore olie- og gasaktiviteter

Du har mulighed for at klage anonymt

Hvis du klager, har du ret til at være anonym og vil altid blive behandlet anonymt i forbindelse med tilsynsbesøg og den videre sagsbehandling. Det gælder også, hvis din arbejdsgiver spørger Arbejdstilsynet, om der har været henvendelser fra medarbejdere, eller hvis der bliver søgt om aktindsigt.

Hvad spørger vi om?

Når du ringer til Arbejdstilsynet, vil vi typisk bede dig oplyse følgende:

  • Virksomhedens navn, adresse og afdeling (så vi kan finde arbejdsstedet og problemet ved et evt. besøg) 
  • Hvad er de arbejdsmiljømæssige problemer?
  • Hvor mange personer er omfattet af problemet? 
  • Hvornår opstod problemet, og hvor længe forventes det at være der?  
  • Har virksomheden en arbejdsmiljøorganisation og har den været involveret? 
  • Dit navn og tlf.nr. (behandles fortroligt), hvis vi får brug for yderligere oplysninger.

Det videre forløb

Hvis du har kontaktet Arbejdstilsynet pr. e-post med et arbejdsmiljøproblem, får du besked om, at vi har modtaget din henvendelse. Vær opmærksom på, at en klage over dårlige arbejdsmiljøforhold ikke automatisk medfører et tilsynsbesøg, da det afhænger af en konkret vurdering ved hver enkelt henvendelse. Vi vil dog som udgangspunkt altid komme på besøg, hvis vi vurderer, at der er akut fare. Du modtager ikke nærmere besked om, hvorvidt din henvendelse medfører et tilsynsbesøg eller ej.

Aktindsigt

Alle privatpersoner, fx en medarbejder på en virksomhed, har ret til aktindsigt i Arbejdstilsynets afgørelser og få oplyst, hvad en virksomhed har fået af påbud mv.

Sådan søger du om aktindsigt